Japan genåbnede træets muligheder for mig
Artiklen er anden del af en artikelserie, der løbende bliver udgivet. Læs første afsnit her
Da jeg blev nyuddannet arkitekt fra linjen Møbel og Rumkunst fra arkitektskolen i Aarhus i 2002, var træ egentlig det mest oplagte materiale at arbejde med. Men samtidig føltes det som det mest konservative og kedelige.
Danmark har en stærk designhistorie, ikke mindst med ikoner som Hans J. Wegner. Den tunge arv gjorde, at træ for mig føltes som en spændetrøje. Det var svært at se nye muligheder i et materiale, der allerede havde skabt så mange klassikere.
På de tegnestuer, hvor jeg fik arbejde, var træ næsten altid det materiale, der blev brugt til inventarprojekter.
Jeg måtte derfor gentænke mine idéer og finde måder at være kreativ inden for et meget velkendt formsprog. Designklassikerne kunne jeg ikke løbe fra, da de var fundamentet, og jeg måtte lære at omfavne dem i mit arbejde.
Begyndte forfra i Japan
På et tidspunkt skete der noget, der ændrede min retning fuldstændigt. En række personlige omstændigheder førte mig til Japan. Et land, jeg altid havde været fascineret af, for dets kultur, arkitektur, design, kunst, historie og særlige håndværkstraditioner.
I Japan begyndte jeg forfra. Jeg skulle genopfinde mig selv fagligt, og jeg var heldig at møde arkitekter og fagfolk, der arbejdede med biobaserede materialer og en dyb forankring i naturen. Jeg fik projekter, hvor jeg fandt udenlandske håndværkere, så jeg kunne kommunikere direkte med dem.
Det gav mig en helt ny indsigt i japansk byggekultur. Både de smukke og de problematiske sider.
Det, der gjorde størst indtryk, var japanernes forhold til træ. I Japan havde man formået både at bevare og modernisere en tusindårig håndværkstradition. Her så jeg præfabrikation af træbyggeri for første gang. Jeg oplevede hvor effektivt, præcist og enkelt det kunne være sammenlignet med det konventionelle danske byggeri. Jeg lærte, hvor sundt træbyggeri er, og hvor mange problemer man kan løse med ét materiale, når man forenkler i stedet for at komplicere.
For netop forenklingen er japansk. I Danmark har vi en tendens til at overkomplicere. I Japan skræller man lagene af og finder ind til kernen. Til funktion, materialitet og kvalitet.
Konservativ dansk byggebranche
Da jeg vendte hjem, stod det klart, hvor konservativ den danske byggebranche egentlig er. Udbuddet af løsninger er smalt, materialerne de samme, og udtrykket ensartet. Helt fra ydervæg til inventar. Profitten styrer udseendet, snarere end materialernes kvalitet, sundhed eller klimaaftryk.
På afstand kunne jeg se tydeligere, hvordan branchen har lukket sig omkring en ensidig byggementalitet. Og jeg kunne samtidig se, hvor meget mere vi egentlig kan.
Det blev starten på Det Levende Hus i 2021.
En tegnestue, der arbejder for at inspirere byggebranchen, kunder og håndværkere til at genfinde kreativiteten, håndværket og de sunde, naturlige materialer. Til at genopdage træet. Og til at nedbryde de stive systemer og fordomme, der i dag står i vejen for nytænkning.
Japan lærte mig at se træet igen, som jeg så det i min barndom. At forstå det. At respektere det. Og at bruge det på en måde, der både peger tilbage i historien og frem i tiden.
Mit mål i dag er at bringe den viden ind i dansk byggeri og vise, at vi kan så meget mere, end vi tror, hvis vi tør åbne døren til et mere levende, fleksibelt og biobaseret byggeri.
Fotos fra Japan: Jens Martin Suzuki-Højrup
Afsnit 1: Fra barndommens savsmuld til biobaseret byggeri
Afsnit 2: Japan genåbnede træets muligheder for mig
Afsnit 3: Gamle håndværkstraditioner vil igen forme fremtidens byggeri
Afsnit 4: Når naturen flytter ind
Afsnit 5: Hvad Wabi-Sabi kan lære os om træ og byggeri
Afsnit 6: Naturlig ro i skoven – og i vores bygninger
Afsnit 7: Godt håndværk og naturlige materialer har værdi i sig selv
Jens Martin Suzuki-Højrup
Jens Martin Suzuki-Højrup er arkitekt hos tegnestuen Det Levende Hus. Han har arbejdet i over fire år som arkitekt i Japan, hvor han stiftede bekendtskab med de klassiske biobaserede byggemetoder.
Profil
