Havemøbler – vedligeholdelse og opbevaring

1

Af , ,

Havemøbler – vedligeholdelse og opbevaring

Havemøbler fremstilles af mange forskellige træsorter – med vidt forskellige behov for omhu ved brug, opbevaring og vedligeholdelse. Rådene nedenfor vil med andre ord være mere nødvendige for nogle træsorter end for andre.

Opbevaring

Havemøbler af træ bør beskyttes mod vedvarende vandpåvirkning. De bør kun udsættes for regn i kortere perioder og helst med mulighed for, at de kan udtørres ind imellem. Ved længere opbevaring bør de afdækkes eller helst stilles under tag.

Behandlingsmidler

Den løbende vedligeholdelse kan ske med olie, klar lak eller pigmenteret træbeskyttelse. En grundig beskrivelse af overfladebehandling er givet i Overfladebehandlingsmidler og i Gode råd om træ udvendigt på huse.

Sammenfattende kan det siges, at træolier bevarer træets udseende og beskytter mod fugtindtrængning, men ikke mod påvirkning fra UV-lys. Klar lak giver også god fugtmodstand og dertil en god beskyttelse mod slid. Endelig tilføjer pigmenterede midler også beskyttelse mod UV-lys.

Alle de nævnte midler kan derudover være tilsat svampemidler. Dette kan være en god ide til billige havemøbler, men svampemidler skal på den anden side bruges med forsigtighed, hvis man gerne vil have madvarer direkte på bordet.

Havemøbler af træ

Havebænk med sæde af træ. Foto: Simon Auken Beck

Trykimprægnerede havemøbler

Trykimprægnerede havemøbler har en god holdbarhed, men bør kun bruges hvor det er nødvendigt, f.eks. ved møbler i offentlige anlæg o.l.

Havemøbler af eksotisk hårdtræ

Vedligeholdelse af havemøbler af eksotisk hårdttræ (teak, nyatho, dau m.fl.) i naturfarve er enkel. Først fjernes snavs og den evt. vejrbidte overflade. Efterfølgende overfladebehandles med en hærdende træolie eller et af de nye midler, der er specielt udviklet til formålet.

Rengøring

  • Gennemvæd overfladen med vand
  • Påfør trærensningsmidlets del 1 (alkalisk) og skrub let med en børste til træet opnår en tilfredsstillende nuance og neutraliserer med trærensningsmidlets del 2 (sur).
  • Derefter skyldes grundigt med f.eks. haveslangen.

Tørring

Lad møblerne tørre fuldstændigt. Eventuel fiberrejsning fjernes ved en let slibning.

Overfladebehandling

Påfør en hærdende træolie eller et af de nye specielle produkter til pleje af havemøbler af eksotisk hårdttræ.

VIGTIGT!
Klude og tøj vædet med visse træolier kan være selvantændende og bør derfor:


  •  Opbevares i en lukket, lufttæt metaldåse eller
  •  Kasseres efter gennemvædning med vand og indpakket omhyggeligt i stanniol

En kommentar

  1. Lis Kjær Sørensen siger:

    Vores træhavemøbler er svære at holde pæne. Regndråber ses tydeligt. Vi vil derfor forsøge med skibslak. Skal de olieres først. Jeg ved ikke hvilken træsort, men de har en rød glød og træet virker hårdt. Vi købte dem i Jysk for 10 år siden og gav over 10.000 for dem dengang. Vi er flyttet og har ikke samme mulighed for at hav dem stående beskyttet.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum