Indonesien – Skove og skovbrug
Af Træ.dk
Indonesien generelt
Indonesien er verdens 4. folkerigeste land med ca. 238.milioner indbyggere, kun overgået af Kina, Indien og USA (CIA, 2008).
Landet ligger i Sydøstasien mellem Malaysia og Australien, og består af over 17.000 store og små øer. De mest kendte øer er Kalimantan (Borneo, deles med Malaysia), Sumatra, Java og den lille turistø Bali. Indonesiens samlede areal er 181 millioner hektar (1,81 millioner km²). Befolkningstætheden er 135 personer pr. km2. Til sammenligning er tallet 129 for Danmark .
Bruttonationalproduktet pr. indbygger var i 2007 3.400 US$. Til sammenligning var det samme tal i Danmark 37.400 US$ (CIA, 2008).
Indonesien blev selvstændigt i 1945 efter hollandsk kolonistyring.
Skovsektorens økonomiske og sociale betydning
Skovbruget og træindustrien bidrager væsentligt til landets økonomi og udvikling, dels gennem direkte og indirekte beskæftigelse og dels gennem eksportindtjening.
ITTO vurderer at ca. 500.000 mennesker er ansat i skovbruget alene. Der er ikke tal for antallet af ansatte i industrien, men det vurderes at ca. 36 millioner mennesker helt eller delvist får deres levebrød af skovene (ITTO 2005).
Den samlede arbejdsstyrke i Indonesien er på ca. 108 millioner mennesker. Arbejdsløsheden er på næsten 10 % (CIA,2008).
Indonesien er en netto-eksportør af træbaserede varer. Det er verdens største producent af hårdttræs krydsfiner, og landet er blandt de tre største producenter af savet hårdttræ (AF & PA, 2004).
I 2003 blev eksportværdien af groft forarbejdede produkter – savet træ, finer og krydsfiner – opgjort til 1,8 milliarder US$ (ITTO 2005). Skovbruget alene bidrog i 2000 med 1,7 % til landets bruttonationalprodukt.
Skovressourcen
Skovarealet i Indonesien var i 2005 ifølge FAO ca. 105 millioner hektar (ha), svarende til ca. 24 gange Danmarks samlede areal. Skovarealet udgjorde dermed ca. 58 % af Indonesiens samlede areal. De største sammenhængende skovområder findes på Kalimantan og Sumatra (FAO, 2005)
Omkring 10 % af verdens tropiske regnskov ligger i Indonesien, der dermed er det land i Asien, der har mest tropisk regnskov. Kun Brasilien har mere tropisk regnskov.
Skovtyper
I grove træk kan Indonesiens skove inddeles i nogle overordnede kategorier: Den tropiske regnskov, den sub-alpine regnskov, alpinskoven, monsoonskoven, forskellige typer sumpskove og mangroveskove.
Indonesien strækker sig over 5.000 km langs ækvator og der er med 88% tropisk regnskov ikke stor variation i skovtyperne. Den biologiske variation i de indonesiske skove er imidlertid uden sidestykke i Sydøstasien.
Den tropiske regnskov er den vigtigste skovtype i Indonesien og er karakteriseret ved den høje nedbør, Det er den tropiske regnskov der indeholder den største artsrigdom og skovstrukturen er domineret af en blanding af mange træarter. Regnskoven fremtræder som en tæt voksende skov med fleretagerede kronelag fra skovbunden op til 30-50 meter, nogle steder helt op til 60 meter over jordoverfladen.
Læs mere om regnskovens og de andre skovtypers artsrigdom på FAO’s hjemmeside for skovbrug.
Ændringer i skovarealet
Indonesiens skovressource er fortsat omfattende, men står overfor en lang række alvorlige trusler. Disse omfatter blandt andet illegal hugst, skovbrande, afskovning som følge af ulovlige bosættelser, uafklarede ejendomsforhold, ineffektiv træindustri samt ineffektiv skovadministration – særligt som følge af overgangen til en decentral struktur etc. (mere herom senere i teksten).
Skovrydningerne har været massive gennem de sidste 50 år. FAO vurderer at der i årene mellem 1990 og 2000 er forsvundet mere end 1,3 millioner ha skov årligt i Indonesien (FAO 2005). Siden 1950, hvor skovene var intakte, er 40 % af skovdækket forsvundet (FWI/GFW. 2002)
Skovbrande
Igennem de seneste 20 år har alvorlige skovbrande med mellemrum anrettet omfattende skader på de indonesiske skove, særligt på Kalimantan og Sumatra.
Skovbrandene har delvist været forårsaget af variationer i havstrømmene i Stillehavet – det såkaldte ’El Niño’–fænomen, som har resulteret i vedvarende tørkeperioder. Brandene er blevet forværret af skovrydninger hvor letantændeligt hugstaffald er ophobet og skovbunden er blevet udtørret.
Permanente skovarealer
FAO vurderer at ca. 71 millioner ha er udpeget som permanente skovarealer, dvs. skovområder som for altid skal være skov.
Det permanente skovareal er funktionsopdelt i kategorierne produktionsskov og beskyttelsesskov. Produktionsskovene udgør ca. 48,5 millioner ha mens skovene med beskyttelsesformål (vand, biodiversitet, mod erosion) udgør ca. 22,5 millioner ha.
Fredninger i Indonesiens skove
Fredning af udvalgte skovarealer er vigtig for at bevare særligt følsomme eller biologisk righoldige økosystemer helt uden forstyrrelser fra menneskehånd. Fredninger fungerer groft sagt som “helle” for plante- og dyrelivet, som “reserve-genbanker” og “biologiske museer”.
Ca. 22,5 millioner ha skov (svarende til godt 12,4 % af landarealet) er fredet som nationalparker, naturreservater eller lignende. Der foretages officielt ingen hugst i disse skove, men ITTO angiver at det er vanskeligt at indhente information om forvaltningen af de fredede arealer.
Plantede skove
Godt 95 % af Indonesiens skove er naturskove, mens 5 % er plantager. De officielle opgørelser viser således, at der i 2000 var etableret godt 6,4 millioner ha plantager. FAO vurderer imidlertid, at blot 2,5 millioner ha er egentlige produktive plantager, da beplantning efter afskovningen har slået fejl.
Hovedparten af plantagerne er tilplantet med Teak (Tectona grandis), men plantager med gummi vinder mere frem.
Skovpolitik og lovgivning
Indonesien har demonstreret sit engagement i arbejdet for at skabe et bæredygtigt skovbrug gennem medlemskabet af flere internationale organisationer. Desuden har Indonesien underskrevet en række vigtige internationale konventioner.
Indonesien har udarbejdet nationale kriterier og indikatorer for bæredygtig skovdrift og udviklet nationale standarder for skovcertificering med systemet LEI (Lebaga Ekolabel Indonesia – Indonesian Ecolabelling Institute). Læs mere om skovcertificering på trae.dk
I løbet af 90’erne er den indonesiske skovadministration blevet reformeret gennem en omfattende decentralisering, og der er blevet lanceret en række love og vejledninger til styrkelse af en bæredygtig udnyttelse af produktionsskovene.
Indonesiens Skovbrugsministerium, Ministry of Forestry (MoF), havde traditionelt det fulde ansvar for skovdriften, men spiller i dag en stærkt reduceret rolle,idet ansvaret for og tilsynet med skovdriften og de enkelte koncessioner nu ligger hos de enkelte provinser og lokale distrikter.
Overgangen fra en central til en decentral administration har vist sig at være vanskelig, dels på grund af kapacitetsmangel på lokalt niveau og dels på grund af uoverensstemmelse mellem de skovpolitiske tiltag fra den centrale regering og den lokale administration.
Skovdriften i Indonesien
Skovene i Indonesien ejes af staten, der sælger koncessioner, dvs. udnyttelsesrettigheder, til private eller statslige skovningsselskaber. Koncessionssystemet er udviklet for både naturskove og plantager. Koncessionsaftalerne indgås for op til 55 år i naturskoven og op til 100 år i plantagerne.
Koncessionsholderen skal blandt andet udarbejde en detaljeret årlig skovplan, en 5-års plan samt en skovplan for hele koncessionens løbetid. Skoven hugges i en 35 års cyklus. Det vil sige at skovarealet inddeles i 35 lige store afdelinger hvor der hvert år foretages hugst i 1 afdeling. Efter hugsten går der 35 år før der igen fældes træer i samme afdeling.
Historisk set har myndighedernes tilsyn med koncessionerne været mangelfuld og ITTO vurderer at skovdriften i Indonesien har behov for en akut opstramning. Mange koncessionsområder er ikke klart afgrænset i felten og flere koncessioner kan overlappe hinanden. Skovbrande, illegale skovrydninger og overgang til anden arealanvendelse er almindelig udbredt (ITTO 2005).
Illegal skovhugst anerkendes nu som et af de mest kritiske problemer for skovbruget og træindustrien i Indonesien.
I 1989 introducerede skovbrugsministeriet et nyt dyrkningssystem, som er baseret på selektiv hugst – dvs. hugst af enkelttræer ud fra særlige kriterier, såsom træart og minimum diameter. I forhold til tidligere lagde de nye retningsliner også mere vægt på anvendelsen af naturlig foryngelse og efterbedring efter hugstindgrebene.
Hugst og vedmasse i Indonesiens skove
Indonesiens samlede stående vedmasse er opgjort til 5216 millioner m3. Det svarer til 58 m3 pr. ha (FAO, 2007).
Den indonesiske skovadministration fastsætter niveauet for den årlige tilladte hugst i produktionsskovene. Tallet er faldet markant siden begyndelsen af 90’erne, hvor det lå på mere end 26 millioner m³ om året. I 2004 var den årlige tilladte hugst fastsat til 5,74 millioner m³. Myndighederne har planer om at reducere den årlige hugstgrænse yderligere til ca. 2 millioner m³ indenfor de næste 10 år.
Den aktuelle hugst er dog væsentlig større. Produktionen blev i 2002 anslået til 51 millioner m3 – i det pågældende år var det ca. det dobbelte af det tilladte (AF & PA, 2004).
Der er dog tvivl om de eksakte værdier for skovhugsten. FAO har estimeret en væsentligt større hugst på 132,7 millioner m3 (se nedenfor). Forskellen ligger formegentlig i estimeringen af det uregistrerede forbrug af brænde.
Træarter i Indonesiens skove
Indonesiens skove huser rundt regnet 4000 træarter, hvoraf 267 udnyttes kommercielt. 5 af de mest betydningsfulde arter i skovbruget er: Meranti (Shorea spp.), Keruing (Dipterocarpus spp.), Kapur (Dryobalanops spp.), Mersawa (Anisoptera spp.) samt Kempas (Koompassia malaccensis).
Ramin (Gonystylus bancanus), som tidligere blev handlet i stort omfang er i dag omfattet af CITES-bestemmelserne og må kun handles med særlige tilladelser.
I plantagerne findes som nævnt primært Teak (Tectona grandis). Derudover findes forskellige akaciearter (Acacia sp.) og arter af eukalyptus (Eucalyptus sp.) og fyr (Pinus sp.) til papirfremstilling. Der dyrkes desuden kokuspalmer (Cocos nucifera), oliepalmer (Arecaceae sp.) og gummitræer (Hevea sp.).
Produktion og handel
Der findes ikke præcise tal for træproduktionen i Indonesien. FAO (2007) estimerede den samlede træproduktion i 2004 til ca. 132,7 millioner m³, hvoraf 32,5 millioner m³ var industrielt rundtræ. 76 millioner m³, eller 58 % var træ til brændsel.
Indonesien er en af verdens største træproducerende nationer og står for helt op til 25 % af verdens tropiske træproduktion (Kilde: AF & PA, 2004).
Krydsfinerproduktionen udgør rygraden af den indonesiske træindustri, selvom produktionen har været dalende igennem de seneste 10 år. I 2003 blev der produceret ca. 6,7 millioner m3 krydsfiner hvoraf ca. 5,1 millioner m3 blev eksporteret, svarende til ca. 30 % af det globale marked. De primære markeder for Indonesisk krydsfiner er Japan, USA, Sydkorea, Kina og EU (Kilde: AF & PA, 2004).
Indonesien har siden midten af 80’erne arbejdet målrettet med at opbygge landets træindustri. I 1985 blev der for første gang indført forbud mod at eksportere kævler, for at sikre at en større del af værditilvæksten ved forarbejdning bliver i landet.
Planen var en ’succes’ idet den førte til øget eksport af krydsfiner og andre forarbejdede træprodukter. Men man skabte samtidig en række problemer som i disse år har tvunget den træbearbejdende industri til omstrukturering.
Industrien er i dag tynget af overkapacitet i produktionsanlæggene, ikke-bæredygtig hugst, dårlig kapacitetsudnyttelse, lav effektivitet og ringe konkurrencedygtighed.
I 2000 fandtes der 4.400 savværker (med kapacitet på 19 millioner m³/år), 120 krydsfinérfabrikker (med kapacitet på 11,1 millioner m³/år), 156 pladefremstillingsvirksomheder samt 81 papirfremstillingsvirksomheder (med kapacitet på 5,2 millioner tons papirmasse og 9,12 millioner tons papir årligt) (Kilde: AF & PA, 2004).
Forsyning af indonesisk træ til Danmark
Forbruget af tropisk råtræ er meget lille i Danmark. Samlet er der tale om mindre end 2 %. Vores hovedleverandører af træ er landene lige omkring os – Sverige, Finland, Tyskland, samt Danmark selv. Indonesien er dog blandt vores største leverandører af tropisk træ.
Ud af den samlede import af tropisk træ i 2001 på 110.000 tons kom 28.500 tons fra Indonesien (knap 26%) – enten som groft forarbejdede trævarer (savet træ, krydsfiner eller finer) eller som møbler (Kilde: Miljøministeriet 2003).
Læs mere:
- Brasilien - Skove og skovbrug
- Canada - Skove og skovbrug
- Certificering af skovdrift - Baggrund
- Danmarks skove - En oversigt
- Finland - Skove og skovbrug
- Ghana - Skove og skovbrug
- Miljøpåvirkninger fra træer og træindustri
- Rusland - Skove og skovbrug
- Sverige - Skove og skovbrug
- Tyskland - Skove og skovbrug
2 kommentarer
hva så
HVornår er denne artikel fra?