Træ i jord

0

Af

Hvad skal man tænke på?

Man skal tænke sig om, når træ anvendes i jordkontakt. Træet får et permanent vandindhold på over 20 %, og bliver derfor modtagelig over for angreb af trænedbrydende svampe. Læs mere om nedbrydning af træ på trae.dk.

Autoværn ved Ry

Autoværn ved Ry Foto: Søren Fodgaard

Træ i jord kan være et af de vigtigste problemer, man skal tage stilling til ved trækonstruktioner – og der er mange ting at overveje:

  • Kan man konstruere sig ud af problemet, f.eks. ved at anvende stolpesko? Det er den bedste løsning. Læs mere om konstruktiv træbeskyttelse og træ tæt på på jord på trae.dk
  • De forskellige træarters naturlige holdbarhed i jordkontakt svinger meget. Kernetræ af arter som robinie, eg, thuja og lærk holder væsentligt længere end f.eks. rødgran, bøg og ask. Men det er en myte, at arter som thuja, lærk og douglas er ligeså holdbare som trykimprægneret træ.  Læs mere om levetider for træ.
  • Splinttræ er aldrig holdbart i jord, med mindre det imprægneres.
  • Træets kvalitet. Træ uden revner og knaster holder længst.
  • Træets dimension. Store dimensioner holder længst.
  • Hvor tit kan og vil man vedligeholde konstruktionen?
  • Hvor store mekaniske påvirkninger bliver konstruktionen udsat for?
  • Er der risiko for personskade ved uventet nedbrud?
  • Overfladebehandling med f.eks. grundingsolie eller tjæreholdige produkter har ikke stor effekt, og der findes i øjeblikket ingen overfladebehandlingsprodukter, der er godkendt til anvendelse i jordkontakt.
  • Der kan være stor forskel på den biologiske aktivitet og dermed træets holdbarhed i jorden – blot indenfor få meter.
  • Når trykimprægneret træ skal anvendes i jordkontakt, bør der kun anvendes træ, der er mærket efter gældende standarder enten efter den nordiske mærkeordning NTR eller europæiske standarder.
Træ i jord - stakit

Gå altid efter NTR-mærket når du køber trykimprægneret træ. Det er din garanti for imprægnering af høj kvalitet. Foto: Simon Auken Beck

For professionelle: De vigtigste standarder

Der er udviklet fælles standarder, så den professionelle træbruger kan overskue dette store område.

Standarderne giver også en fælles europæisk måleskala for f.eks. holdbarhed og påvirkning af træet. Det gør det nemmere at vurdere og beskrive de forskellige træprodukter og deres anvendelse på tværs af landegrænserne:

  • DS/EN 252: Prøvning af imprægneringsmidlers relative ydeevne ved jordkontakt
  • DS/EN 335: Træ og træbaserede materialers holdbarhed – Definitioner af risikoklasser for biologisk nedbrydning.
  • DS/EN 350: Holdbarhed af træ og træbaserede produkter – Naturlig holdbarhed af massivt træ.
  • DS/EN 351: Prøvetagning af imprægneret træ
  • DS/EN 460: Træ og træbaserede produkters holdbarhed – Naturlig holdbarhed for massivt træ. Vejledning til holdbarhedskrav for træ i forhold til risikoklasser.
  • DS/EN 599: Biologisk prøvning af imprægneringsmidler
  • DS/ENV 807: Træbeskyttelsesmidler. Bestemmelse af forebyggende effektivitet mod soft rot svampe og mikroorganismer i jord
  • DS/EN 927-1: Træbeskyttelsesmidler og malingssystemer til udendørs træ
  • NTR Dokument 1: Nordiske træbeskyttelsesklasser
  • NTR Dokument 2: Nordiske regler for godkendelse af midler til industriel træimprægnering
  • NTR Dokument 3: Nordiske regler for kvalitetskontrol og mærkning af imprægneret træ.

For beskrivelser af indholdet af de enkelte standarder henvises til Teknologisk Institut, Dansk Standard eller Træinformation.

 

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum