Hej brevkasse
Vi overvejer at lave en spisebordplade af krydsfiner. Vi tænkte oprindeligt på at lave den af birkekrydsfiner, som vi så ville male sort og lakere. Men vi er stødt på noget, der hedder støbekrydsfiner, som netop har denne sorte overflade og overvejer derfor at lave bordet af denne.
Mit spørgsmål er, om der er noget sundhedsskadeligt ved at bruge en plade af støbekrydsfiner som spisebord? De bliver blandt andet brugt som trailerbunde, og derfor ved jeg ikke, om der kunne være noget sundhedsskadeligt ved den sorte overflade, når det nu skal bruges sammen med mad?
Og hvordan er det iøvrigt, hvis man i stedet for malede og lakerede en birkekrydsfiner – ville dette også være uegnet til at spise ved?
Mvh
Thorbjørn
Svar
Kære Thorbjørn
Tak for henvendelsen.
Vedrørende sundhedsskadelige stoffer og krydsfiner (og andre limede træprodukter), så er det som regel afgasning af formaldehyd, man bekymrer sig om. Formaldehyd er nemlig på listen over allergifremkaldende stoffer og derfor noget men skal passe på med. Formaldehyd dog også er en helt naturlig forekommende forbindelse, der bla. findes i træ, æbler, tomater og gulerødder, så helt slippe for formaldehyd kan vi ikke.
Støbekrydsfiner er altid af typen WBP som hentyder til en limkvalitet der er bestandig overfor fugt, vejr og vind (WBP betyder Water- and Boil-Proof). WBP plader er fremstillet med phenol- resorcinol- eller evt. melamin-lim. Disse lime indeholder ikke overskud af formaldehyd, og den formaldehyd, der indgår i limens hærdning, er bundet så fast at den ikke frigøres igen, når først limen er størknet.
Filmen der danner overflade på støbekrydsfiner er typisk phenol-baseret, og ligesom det gælder for limen i selve pladen, er også formaldehydet i overflade-filmen bundet så fast, at den ikke frigives efter hærdning.
Den umiddelbare vurdering er derfor, at der ikke er nogen sundhedsrisiko ved at bruge støbekrydsfiner som plade på et spisebord.
En forbehold skal dog være, at støbekrydsfiner ikke er testet i henhold til den standard der bruges til produkter i kontakt med fødevarer (EN 13130-23 – vedr. Materialer og genstande i kontakt med fødevarer). Det er den standard som producenter af f.eks. laminat-bordplader bl.a. skal følge. Så selvom støbekrydsfiner efter vores vurdering ikke vil afgive stoffer til fødevarer, så er der samtidig heller ingen tests der har bevist at det ikke sker.
En metode til at sikrer sig imod direkte eksponering af overflade-filmen kunne være en grundig lakering, med f.eks. skibslak eller interiørlak, som også bruges til andet træværk i boligen, herunder bordplader. Jeg vil dog vurdere at det kan være vanskeligt af få lakken til at hæfte på den glatte overflade. Det er samtidig også svar på dit andet spørgsmål, idet det er ganske almindeligt at bruge lak på bordplader og spiseborde. Spørg din farvehandler til råds om den bedst egnede lak til dit formål.
Du kan også læse mere om krydsfiner på vores hjemmeside:
Herunder vores svar på andre spørgsmål vedr. krydsfiner:
Vi håber du kan bruge svaret og held og lykke med bordpladen.
Med venlig hilsen
Træ.dk