Er vi ved at ødelægge børnenes legehus?
Gode intentioner om at passe godt på legehuset er resulteret i boblende maling, frygt for råd og en række spørgsmål om, hvad der er det rigtige at gøre. Læs spørgsmål og svar her.
Gode intentioner om at passe godt på legehuset er resulteret i boblende maling, frygt for råd og en række spørgsmål om, hvad der er det rigtige at gøre. Læs spørgsmål og svar her.
Kære Træ.dk
Tak for en rigtig god side med masser af spændende og nyttig info.
Jeg har meget brug for jeres hjælp – frygter at vi er ved at ødelægge vores elskede legehus, som vi har brugt megen tid på og værner meget om.
Da vi for nogle år siden byggede huset, grundede vi træet, hvorefter det fik to lag maling. Både olie og maling var fra farvehandler og i god kvalitet. For at sikre at huset kan holde i mange år, besluttede vi tidlig denne sommer at male huset op – troede at vi ville få en varm og tør sommer som tidligere år. Jeg trak derfor i malertøjet og begyndte maleprojektet, som med tre mindre børn ville vare over nogle dage.
På forsiden af huset var malingen nederst begyndt at skalle af. Jeg gætter på, at træet der har været udsat for fugt, når det har regnet – dels kan der have ligget vand på terrassen, og dels kan regn være sprøjtet op. Vi skrabede det løse maling af og malede træet op efter nogle dage (havde ikke mulighed for det lige med det samme). Inden jeg begyndte at male, målte vi fugtigheden i træet (med en billig fugtmåler fra et byggemarked). Vi målte flere steder ved at trykke elektroderne godt ind i træet. Alle målinger var godt under 15%.
Nogle dage efter at jeg havde malet, begyndte malingen af boble op. Jeg ved ikke, om træet mon alligevel ikke har været tørt nok? Vi besluttede at tage malingen af. Det gjorde vi ved at smøre området ind i brun sæbe. For at sæben ikke skulle tørre ud, satte vi folie på og lod det sidde et døgn, inden vi begyndte at skrabe malingen af. Vi lod træet tørre en uges tid, inden det fik en let slibning med sandpapir, og vi malede op igen.
Efter nogle dage begyndte malingen igen at boble op, og vi tog atter malingen af. Efter behandlingen med brun sæbe vaskede vi denne gang af med eddikesyre 32% blandet i vand (forhold: 2 L vand og 0,25 L eddikesyre). Dette for at neutralisere den brune sæbe – noget vi desværre ikke var opmærksomme på første gang. Vi har denne gang taget godt med maling af (ca. 15 cm op på hele siden) for kunne give træet mulighed for at komme af med fugten, hvis det er det, som er problemet. Vi er i vildrede om, hvad vi nu skal gøre – og frygter, at der går råd i træet.
På solrige dage kommer der direkte sol på hen ad formiddagen, og der er er sol på indtil sidst på eftermiddagen. Træet mærkes og ser dog stadig vådt/fugtigt ud (efter behandlingen med eddikesyre).
Mine spørgsmål:
Mange hilsner en bekymret legehusejer
Kære Ellen
Tak for din mail. Vi forstår dine overvejelser, men vi mener ikke, at du behøver at være så bekymret. Her er nogle forslag du kan overveje:
Før du maler igen, skal træet skal være helt tørt. Fugt i træet kan godt være årsagen til, at malingen bobler op. Det kan tage uger, afhængigt af vejret, for træet at tørre fuldstændigt. Med de varme dage vi har netop nu i sensommeren bør det dog ikke tage lang tid, medmindre træet har været helt opfugtet af din afvaskning. Fugtigheden bør ideelt være 12% før du maler. Du nævnte, at det tidligere var under 15%, som også bør være OK, men helst ikke højere.
Hvis det er muligt, kan du overveje at dække området med en presenning eller lignende for at beskytte det mod regn, mens det tørrer. Sørg dog for, at der stadig er god luftcirkulation for at undgå kondens. Hvis presenningen sidder for tæt, kan den holde på fugten og forværre situationen. Så sørg for god afstand og cirkulation.
Når træet er tørt, kan du male igen. Fjern løstsiddende maling og brug en grunder til udendørs træ på områder, hvor der mangler maling. Grunderen vil hjælpe med at forsegle træet og forbedre malingens vedhæftning, hvilket kan forhindre fremtidige problemer.
Din behandling med brun sæbe og eddikesyre kan potentielt have påvirket træets overflade, men det er usandsynligt, at det har forårsaget alvorlig skade på træet, hvis det blev efterfulgt af grundig afvaskning.
Træ, der står ubehandlet i regnvejr, er udsat for fugt, hvilket kan føre til råd. Men rådudviklingen er en langsom proces, så jeg ville ikke være alvorligt bekymret for den relativt korte periode, der er gået.
Overvej at montere en tagrende på legehuset. Regnvand, der drypper fra taget, har tendens til at slå op på ydervæggen, hvis udhænget ikke er tilstrækkelig stort. Den nederste del af ydervæggen kan derfor blive fugtpåvirket, hver gang det regner. En tagrende vil forhindre dette og lede vandet væk.
Vi håber du kan bruge svaret. Held og lykke med legehuset!
Mvh Simon Auken Beck//Træ.dk