Hej Træ.dk
Vi har fyret i brændeovn igennem de seneste 25 år og ilden er altid blevet startet traditionelt for neden, med de mindste dele af brændet nederst og store stykker øverst.
Men efter at have set omtale og billeder af den “omvendte” måde at tænde ilden på, har vi nu gjort det en halv snes gange, og med et meget overbevisende resultat.
Vi anvender en Fokusovn og fyrer med tørt og småtkløvet bøgebrænde, der oven i købet står inde i et par uger inden det skal bruges. Som optænding anvendes bl.a. fyrrekogler, fra vores 3 store fyrretræer, der smider koglerne på plænen.
Bålet bygges af 3 brændestykker på den ene led, 3 lidt mindre på den anden led, lidt sammenkrøllet avispapir, nogle 2 cm tykke grene til at holde aviserne nede, et par håndfulde kogler og endelig nogle fine kviste øverst.
Kort efter at ilden er tændt, tror man at ilden vil gå ud, men stille og roligt kommer der godt gang i den, også i stille vejr med begrænset træk.
En af de store fordele er, at bålet ikke ryger nær så meget som tidligere. Det er godt for luftkvaliteten, og der bliver næsten ikke afsat sodbelægning på indersiden af ovnruden.
Mvh. Hans
Svar
Hej Hans
Tusind tak for din beretning. Det er virkelig skønt at høre at anvisningerne virker og enda med overbevisnede resultat.
Mvh
Træ.dk