Et spørgsmål om spær – og olie

0

Charlie er kommet til at påføre udendørs olie på et stykke spær, der skal bruges indenfor. Er det giftigt? Og hvad gør han nu? Læs spørgsmål og svar.

Charlie skriver:

Hej Træ.dk!

Jeg håber, I kan svare mig på et spørgsmål 🙂

Jeg har et 50+ år gammelt stykke spær fra en lade, som jeg gerne vil benytte i mit køkkenloft. Men da jeg ville give det lidt olie, kom jeg til at påføre udendørs træolie (1 tyndt lag), som vist afgiver nogle giftige dampe?

Er det tilstrækkeligt at slibe lidt ned, derefter give det indendørs olie og efterfølgende 2-3 omgange oliebaseret møbellak? Eller er det ikke længere egnet til indendørs brug?

På forhånd tak!

Mvh. Charlie

Svar

Hej Charlie

Tak for din besked.

Det er korrekt, at udendørs olie kun bør anvendes udendørs. Udendørsolie er typisk tilsat fungicider for at beskytte dels træet, men også olien selv. Disse stoffer er overflødige i et indendørs miljø, og bør derfor kun anvendes udendørs. Stofferne er dog bundet til træet og olien og vil ikke i sig selv udgøre et problem med fordampning.

Alle olier afgiver dampe under hærdning, kaldet VOC’er – nogle mere end andre. Typisk er afdampningen af indendørs olier mindre end fra olier til udendørs brug. Også af denne grund bør man vælge den rette olie.

Dog vil jeg tilføje, at når olien først er hærdet, er afgivelsen af dampe generelt minimal. Jeg ser derfor ikke nogen grund til, at du ikke skulle kunne anvende det gamle spærtræ i dit køkkenloft – enten som det er eller genbehandlet med en indendørsolie.

Håber du kan bruge svaret.

Mvh Simon Auken Beck//Træ.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum