Hvad er røget ask?

10

Hej Træ.dk

Jeg er stødt på udtrykket røget ask i forbindelse med noget mørkt ask. Hvordan “ryger” man det og hvordan bliver det mørkt?

Ved venlig hilsen
Rasmus

Svar

Hej Rasmus

Tak for henvendelsen.

Den korrekte term for den mørke ask er thermoask eller varmebehandlet ask. Farven fremkommer når træet opvarmes til mellem 180 og 220° i en afgrænset tidsperiode. I processen ændrer træet karakter. Ud over at blive mørkt, så optager træet også mindre fugt og træets indhold af sukker reduceres, hvorved træet bliver det mindre modtageligt over for svampe og råd. Thermoask får derfor en længere holdbarhed og kan derfor bruges til f.eks. udvendig beklædning og som terassebrædder. Den mørke farve er gennemgående i hele træets tykkelse. En lille ulempe er at træet får en lavere pH-værdi og det bevirker at metal nemmere ruster. Det anbefales derfor at bruge rustbeskyttede søm, skruer og beslag

Du kan læse mere om varmebehandlet træ her

Termoask og almindelig ask

Til venstre ses thermoask med den mørke farve fra varmebehandlingen. Til højre ses ubehandlet almindelig ask med sin karakteristiske lyse farve

Røget ask er egentlig en misforstået betegnelse, for der er ikke noget der bliver røget og betegnelsen er heller ikke en annerkendt fagterm. Betegnelsen eksisterer kun i folkemunde, og det er faktisk også ret svært at finde noget om det, hvis man søger på nettet.

Ordet er sandsynligvis overført fra ’røget eg’ som også er en behandling der gør træet mørkt, men her er det dog ikke varmebehandlingen der gør træet mørkt, men en behandling med ammoniak der går i forbindelse med egetræets garvesyre. ”Røget eg” har altså heller ikke noget med røg at gøre, men det er dog en annerkendt betegnelse for behandlingen.

Håber du kan bruge svaret

Med venlig hilsen
Træ.dk

Simon Auken Beck

10 kommentarer

  1. Mads siger:

    Hej Simon

    Kan man overhovedet ammoniak behandle ask? Er der nok garvesyre i til at det ændre farve?

    Mvh. Mads

    1. Træ.dk siger:

      Hej Mads.
      Nej, ask indeholder ikke garvesyre i mængder der gør det muligt at fremkalde betydelig farveændring med ammoniak. Den mørke farve i thermoask eller “røget ask” kommer som følge af varmebehandlingen.
      Mvh Træ.dk // Simon

  2. Martin Villumsen siger:

    Hej

    jeg har erfaringer med man kan tilføre ask pyrogallol der opløses i vand efterfølgende er fremgangs måden som røget eg, farven bliver lidt mere brun og varm super flot.

    Med Venlig Hilsen

    Martin Villumsen

  3. Uffe Hentze siger:

    Kan rester fra en terrasse bruges til evt. skærebræt. Eller er det giftigt og påvirker maden?
    Det er amerikansk thermoask.

    1. Træ.dk siger:

      Hej Uffe. Nej, hvis det kun er varmebehandlet, så indeholder det ingen stoffer, der gør det problematisk at anvende thermoask (varmebehandlet ask) som skærebræt.
      Mvh Træ.dk // Simon

  4. irmelin siger:

    Hej..(:

    Kan et plankebord lavet af rød eg godt behandles med en bejdse eller olie som overflade behandling og få det til at fremstå mere mørkt uden at, den rødlige nuance træder frem?

  5. Kurt rasmussen siger:

    Er varmebehandlet ask mere modstandsdygtig end varmebehandlet fyr

  6. Henrik Laursen siger:

    Martin Villumsen hvis du læser denne her besked vil du så ringe til mig på 28970001 jeg vil gerne høre nærmere om den behandling af asketræ du har skrevet om.
    Vh Henrik

  7. Martin siger:

    Hos Rud. Rasmussen “røg” vi Kaare Klints safaristole, der er lavet i ask, med først pyrogallosyre og derefter amoniak.
    Ask´en blev smurt ind i pyrogallosyre, stod et døgns tid, så vidt jeg husker, og derefter røget i kammer med 3 dobbelt salmiakspiritus.

  8. Rik siger:

    Har du evt en opskrift på mål til røget Safari stol fra Kaare klint?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Mere om varmebehandlet træ

Varmebehandlet træ

Varmebehandling giver træ en større dimensionsstabilitet og en forøget modstandsdygtighed overfor svampeangreb uden anvendelse af kemiske midler.

Hvad sker der med de naturlige indholdsstoffer når man varmebehandler træ?

Hvad sker der med træs naturlige indholdsstoffer som harpiks, når man varmebehandler træ?

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum