Hvad kan jeg bruge i stedet for MDF-plader?

0

En læser leder efter alternativer til MDF-plader, fordi han har hørt, at de kan afgive potentielt skadelige dampe. Læs spørgsmål og svar her i Træ.dk's brevkasse.

Daniel skriver

Hej Træ-eksperter!

Jeg skal lave lysninger i mit renoveringsprojekt og har læst mange steder nu, at MDF-plader er/kan være skadelige for indemiljøet grundet de dampe de (kan) afgive(r).

Jeg leder derfor efter et alternativ til MDF-pladerne, der giver samme glatte overflade. Kan I hjælpe med et materialevalg?

Hilsen Daniel

Svar

Hej Daniel

Tak for din mail.

Der findes flere alternativer til MDF-plader, som også kan give en glat og jævn overflade:

  • Krydsfiner – Kan males eller overfladebehandles for at opnå en glat finish. Krydsfiner kan dog afgive mindre mængder dampe (formaldehyd) ligesom MDF (se mere nedenfor).
  • Massivt træ – Kan også give en smuk finish, men kræver typisk mere forarbejdning for at opnå en fuldstændig glat overflade. Træets åretegning vil formentlig stadig være synlig.
  • Spånplade med melaminoverflade – Er også et muligt alternativ, da melaminlaget skaber en glat, robust overflade (dog samme forhold vedr. formaldehyd)

Når det er sagt, er MDF stadig en af de bedste muligheder for et flot og jævnt resultat, hvis du vælger MDF af god kvalitet.

Om formaldehydafgivelse fra MDF

Jeg forstår din bekymring vedrørende indeklimaet, som kan påvirkes af formaldehyd, der afdamper fra forskellige træprodukter, herunder MDF-plader. Formaldehyd er en kendt VOC (flygtig organisk forbindelse), som i større mængder kan være sundhedsskadelig. Det skal dog tilføjes, at formaldehyd er et naturligt stof, der findes i bl.a. træ, æbler, tomater og gulerødder. Så det er ikke noget vi helt kan undgå – vi skal bare undgå for store mængder.

Se evt. mere her: Formaldehyd i lim, lak og plader – Træ.dk

Tidligere var afgivelsen af formaldehyd fra træplader som krydsfiner, spånplader og MDF mere udbredt. I dag er der dog indført grænseværdier, der sikrer, at træpladerne kan anvendes uden at gå på kompromis med indeklimaet.

Hvis du vælger MDF mærket med E1-standarden, er formaldehydafgivelsen lav – maksimalt 0,124 mg/m³ – hvilket anses for sikkert til indendørs brug.

Hvis du vælger at anvende MDF eller andre pladematerialer, og stadig er bekymret for indeklimaet, kan du evt. reducere formaldehydpåvirkningen yderligere:

  • Øget ventilation – Sørg for god udluftning i rummet, især de første måneder, hvor afgivelsen kan være højere.
  • Forudgående afgasning – Hvis det er muligt, kan du lade MDF-pladerne stå i et godt ventileret område inden brug for at reducere afgasningen.
  • Overfladebehandling – Påfør en vandbaseret lak eller maling, som kan skabe en barriere og begrænse formaldehydens afgivelse.
  • Formaldehydfri MDF – Vælg MDF, der er mærket som formaldehydfri eller har en endnu lavere emissionsklasse end E1. Svanemærkede produkter kan være et godt bud.

Fra august 2026 vil EU’s nye harmoniserede grænseværdi for formaldehyd på maksimalt 0,062 mg/m³ træde i kraft, hvilket svarer til en halvering af den nuværende E1-standard. Flere produkter på markedet opfylder allerede denne kommende standard, så du kan muligvis finde MDF med endnu lavere emissioner end E1-klassificerede plader. Dog er disse produkter muligvis ikke tilgængelige i standardbyggemarkeder endnu, men vil formentlig kunne bestilles hjem.

Jeg håber, dette besvarer dine spørgsmål og hjælper dig videre i processen.

Held og lykke med dit renoveringsprojekt og vindueslysningerne!

 

Mvh Simon Auken Beck, Træ.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum