Hvordan bliver terrassen pæn igen?

0

Terrassen er blevet mørk og snavset efter en lidt for rundhåndet brug af linolie. Hvordan bliver den pæn igen? spørger en læser. Læs Træ.dk's svar her.

Af -

Marie skriver:

Vi har for et år siden fået en ny forholdsvis stor terrasse udført i douglasgran.

Efterfølgende har vi olieret den med linolie (noget med fungicid i). Desværre fik den nok for tykt et lag, eller vi var ikke gode nok til at tørre overskydende af.

Resultatet er en mørk terrasse, som også har taget snavs til sig nogle steder.

Jeg kan læse, at man ikke bare kan skifte til en anden type olie efter brug af linolie. Er der noget vi kan gøre i bestræbelsen på at få en lysere terrasse? Vi har netop afvasket den grundigt med trærens og skrubbe.

Svar

Hej Marie

Tak for din mail.

Hvis der påføres et for tykt lag olie, risikerer man at efterlade et klæbrigt olielag på træets overflade. Hærdningen vil foregå langsomt, og indtil olien er helt fast er den meget modtagelig for skidt og snavs. Olien kan fjernes igen med sandpapir, på fx en rystepudser eller en gulvsliber. Hvis olien stadig er klæbrig, så risikerer man dog hurtigt at fylde sandpapiret med olie. I så fald kan man bruge et skrabejern til at fjerne den klæbrige olie.

Det er ikke alle malingsprodukter, der kan kombineres, men jeg ville ikke være bekymret for at bruge et andet oliebaseret produkt, hvis overfladen først er afrenset, slebet og klargjort til genbehandling. Husk at aftørre overskydende olie, som ikke er trukket ind i træet efter nogle timer. Følg brugsanvisningen på produktet.

Træets oprindelige lyse farve kan desværre ikke opretholdes i lang tid, så derfor må man acceptere, at overfladen i større eller mindre grad skifter farve, typisk i grålige og mørkebrune nuancer. Det er en del af den uundgåelig nedbrydningsproces, der sker, når træet befinder sig i et udendørs miljø eksponeret for sol og regn.

Læs mere om lysets nedbrydning af træ her.

Håber du kan bruge svaret.

Mvh Træ.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×