Kan man bygge med nyfældet træ?

2

En læser spørger, om ikke nåletræ skal være ordentlig tørt, inden man kan bygge fx hytter af det. Læs Træ.dk's svar her.

Anders skriver:

Hej Træ.dk

På YouTube har jeg set nogle fælde deres tømmer og af dette bygge en bjælkehytte/jagthytte mm.

Skal sådan noget nåletræ ikke igennem en længere tørringsperiode for at modvirke, at træet giver sig betydeligt?

Svar

Hej Anders

Rundtømmerhuse bygges faktisk ofte af friskskovet træ. Træet tørrer først, når bjælkerne er samlet og stablet. Man kan ikke undgå revnedannelse,  når fuldtømmer tørrer, men det er også en integreret del af tømmerhusets udseende.

Træ med snoet vækst kan bevirke, at stammerne bliver vindskæve (vrider) ved udtørring. Det er mange gange mest udtalt ved unge træer af gran og fyr, mens det forekommer mindre for ældre træer. Når stammerne er stablede, vil vægten fra stammerne ovenover holde sammen på det hele, så stammerne ikke vrider sig i den færdige væg.

Derfor er det samtidig vigtigt, at man så hurtigt som muligt får samlet stammerne, når de er skåret til.

Se evt. mere i dette kompendie henvendt til primært tømrere, murere og bygningsstruktører og andre med tilsvarende kvalifikationer, som ønsker at bygge rundtømmerhuse.

Håber det svarer på dit spørgsmål.

Mvh Træ.dk

//Simon Auken Beck

2 kommentarer

  1. Per Jakobsen siger:

    Hej Træ!
    Jeg påtænker at bygge et bjælkehus 130 – 140 m2
    Hvad anbefaler i at bruge Duglas eller Sitka, og hvorfor?

  2. Rasmus siger:

    Hej hvad er det for et kompendium der bliver henvist til i artiklen om bygning af friskt træ ?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum