Hej Træ.dk
Jeg skal til at renovere facaden på mit kolonihavehus og vil profilbrædder i fyr.
Jeg har været inde på jeres hjemmeside og læse om brugen af profilbrædder og nødvendigheden af akklimatisering af træet til indendørs brug i minimum tre uger.
Gælder det også når man skal bruge profilbrædder udendørs?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Sune
Svar
Hej Sune
Træ svinder og udvider sig i forhold til de aktuelle fugtforhold på anvendelsesstedet. Derfor er det vigtigt at træet bliver akklimatiseret til anvendelsesstedets fugtforhold, så der ikke sker uhensigtsmæssige bevægelser i træet. Når du køber dine profilbrædder, så vil de måske være lagertørre, hvilket svarer til fugtforholdene for udendørs overdækket anvendelse. I det tilfælde vil det ikke være nødvendigt at foretage akklimatisering af træet.
Et tip kan være at notere sig hvordan træet er opbevaret på salgsstedet. Er træet opbevaret udendørs og overdækket, så svarer det til fugtforholdene på faceden af dit kolonihavehus. Så behøver du ikke foretage akklimatisering. Er brædderne opbevaret i et opvarmet rum, så er de beregnet til indendørs brug med lav fugtighed. I det tilfælde vil det være en god idé at akklimatisere træet, da de ellers vil udvidde sig når de bliver opsat udendørs.
Spørg evt. om vejledning hvor du køber brædderne.
På trae.dk kan du læse mere om fugtighed og træ.
Held og lykke med opsætningen.
Med venlig hilsen
Træ.dk