“Hvis vi skal nå FN’s klimamål, er vi nødt til at bygge med træ”

2

Seks skarpe om træ til...

Af

…Anders Lendager – arkitekt MAA samt grundlægger og CEO i Lendager Group.

Lendager Group er en innovativ byggekoncern, der har specialiseret sig i omkostningsneutralt bæredygtigt byggeri med særligt fokus på cirkulær økonomi.

1. Hvad kan træ, som andre materialer ikke kan?

Træet er et kulturhistorisk symbol på liv. Det har nogle metafysiske kvaliteter, som forbinder os til naturen. Det er et naturligt materiale, der vokser af sig selv. De fleste andre byggematerialer kommer fra miner, fabrikker og drift, der gør skade på naturen – det er helt grundlæggende meget forskellige historier, som påvirker vores opfattelse af materialets oprindelse.

Træ kan optage CO2, som det først frigiver igen, når det brændes. Det er en enorm kvalitet. Træ, der kommer fra bæredygtig skovdrift, er positivt for miljøet, klimaet, for dem der arbejder på byggepladsen, og for dem der bor i de færdige bygninger.

2. Hvorfor er det vigtigt at bruge træ?

Træ er et fantastisk materiale, der har en masse potentialer i byggeriet. Hvis man kan erstatte et meget energiforbrugende materiale med træ, er det vigtigt at bruge træ, hvis levetiden er den samme. Men det er afgørende at anvende træ rigtigt. Udsættes det eksempelvis for fugt, kan det forkorte levetiden i forhold til andre materialer.

Det skal bruges steder,  hvor træets iboende kvaliteter udspiller sig bedst muligt. Og ikke per automatik hvor andre materialer kan gøre det bedre, eller hvor vi bliver nødet til at tilføje en masse unaturlige materialer til træet – lim, kemikalier osv., der giver træet nye egenskaber. Kemikalierne er problematiske, ikke nødvendigvis i forhold til selve træproduktet, men i samspil med den cocktail af kemikalier, vi udsættes for gennem vores indeklima. Desuden medvirker kemikalierne til, at træ bliver et affaldsproblem i stedet for en ressource, når materialet har gennemlevet sin første livscyklus.

I Danmark genererer vi 400.000 tons træaffald om året. Men det kan ikke bare genbruges. For der er en bagside. Træ er nemlig ikke bare træ. Det er behandlet på alle mulige måder, der bevirker, at materialet ikke kan genanvendes og ofte heller ikke brændes på normal vis. Det skal som følge transporteres til specialforbrænding, hvor man kan håndtere det. Mere brug af træ vil skabe mere affald, og det skal vi forstå at bruge rigtigt.

Lendager Group

Illustration: Lendager Group

3. Hvad er i dine øjne det mest succesfulde træprodukt?

EURO-palle – lavet af varmebehandlet træ. Pallerne fremstilles af dårligt overskudstræ, der bliver sat sammen, så det får en høj styrke og indgår i et system, hvor det genanvendes. På grund af pantsystemet ender pallerne ikke som affald, de har værdi uanset stand. Pallen har udviklet sig til et symbol og et designobjekt for familier, der laver billige loungemøbler af dem – selv i whiskybæltet.

På den måde er pallen gået fra at være et industriprodukt i lav kvalitet til at blive et eksklusivt møbel. Samtidig har man forlænget levetiden mange gange, før materialet brændes. Pallen er dermed et godt eksempel på cascading – hvor det oprindelige produkt genanvendes igen og igen i forskellige sammenhænge og cyklusser, før det i sidste ende ender som energi.

4. Hvad er den største udfordring ved at bruge mere træ?

At vi blindt tror, at det er bæredygtigt at bruge træ – uanset hvilken type træ det er, og uanset funktionen. Bæredygtig produktion er en forudsætning. Træ er kun bæredygtigt, hvis det indgår i en sammenhæng, hvor det bruges længst muligt, før man frigiver energien igen. Det træ, vi bruger, skal gerne være helt fri for kemi, og vi skal lære at genbruge det i forskellige sammenhænge og livscyklusser.

Lendager Group

Illustration: Lendager Group

5. Har træ og træprodukter en fremtid?

Træ har en stor fremtid inden for byggeriet, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til det, end vi gør i dag. Hvis vi skal nå FN’s klimamål, er vi nødt til at bygge med træ. Det er også godt for indeklimaet, men bygningerne skal bygges rigtigt, så vi undgår fugt og svamp. I Danmark er vi novicer, når det kommer til at bygge med træ – vi kan lære meget af vores nabolande.

Men der er også tekniske forhindringer. Som det ser ud nu, sætter lovgivningen eksempelvis grænser for, hvor højt vi må bygge med træ. Det skal vi have lavet om på.

6. Kan træ bidrage positivt til klimaet?

Træ kan absolut bidrage, så længe det erstatter et materiale, der har en højere klima påvirkninger. Der kan være enorme besparelser set i forhold til beton og stål, men det skal være ud fra en levetidsbetragting og under den forudsætning, at træet er forsvarligt skovet, og at man selvfølgelig sikrer, at det indgår i en etisk forsvarlig produktion.

 

Træ.dk stiller i en artikelserie seks skarpe spørgsmål til mennesker, der har en passion for træ. Kunne du tænke dig at medvirke, eller har du et godt bud på en interessant træmand m/k, så skriv til redaktionen på info@trae.dk.

Modtag gratis nyt om træ:

2 kommentarer

  1. Claus Skov, Direktør Papiruld Danmark A/S siger:

    Papir er også træ !
    Jeg har i 30 år fremstillet isoleringsmaterialet Papiruld af overskuds og returpapir, det er også muligt at fremstille træfiber isolering af afskær, småstykker og brugt træ. Efter endt brug (om 100 år) kan materialerne komposteres, genanvendes eller om nødvendigt forbrændes. På denne måde udnyttes ressourcerne optimalt og i levetiden har beboerne i bygningerne så alle de positive effekter ved Papiruld, som udover en høj isoleringsevne er helt uovertruffen til både fugthåndtering og lydreduktion. Det er ikke bare et fremtidsønske- vi gør det hver dag, omdanner affald til et energibesparende produkt ved hjælp af strøm fra vind og vand.
    Bedste hilsen Claus Skov

  2. Mikael Koch siger:

    Hej Anders tak for konstruktiv omtale af træet, det glæder mig. Jeg vil gerne rette en misforståelse, det er tilladt at bygge højt i træ, det har hidtil bare krævet mere dokumentation end bare at henvise til løsninger i eksempel-samlingen der kun går til 4 etager. Med de nye regler om brug af certificerede brandrådgivere forventer jeg at se flere projekter, som så også bliver referencer. Vedr. kemi, skal vi se mere nuanceret på det, vi skal skelne mellem ufarlig og nyttig kemi og problematisk kemi. Vi skal ikke ud låst holdning til kemi, naturen indeholder også kemi, noget godt andet mindre godt, det gælder også træ.
    Ser frem til at se jeres næste træprojekt
    Hilsen Mikael Koch Træinformation

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum