Hvordan endte COP15 for verdens skove og træprodukter?

0

Af

Den nyligt overståede klimakonference COP15 der blev afholdt i København i december 2009 endte ikke med den aftale som de fleste havde håbet på, nemlig en juridisk bindende aftale for nedbringelse af udledningen af drivhusgasser til atmosfæren.

I stedet kunne verdens ledere kun enes om en svagere erklæring, den såkaldte København-erklæring.

Træprodukter kom ikke med i slutaftalen

Træ som er anvendt i bygninger og materialer er lagret CO2, der er fjernet fra atmosfæren igennem træernes vækst. Træprodukter udgør et væsentligt kulstoflager og derfor var der op til COP15 fremlagt konkrete forslag til, hvordan dette kulstoflager skulle beregnes i en klimaaftale.

Træprodukter som selvstændigt punkt kom imidlertid ikke med i den endelige København-erklæring, der blev af mindre detaljeret karakter.

Det ændrer dog ikke ved det faktum at træ fortsat spiller en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringer.

CO2-belastningen ved at bruge træ er nemlig væsentlig mindre end at bruge fx beton, stål og aluminium. På den måde er der stadig god grund til at øge anvendelsen af træ i stedet for mere energi- og CO2-tunge materialer, og det belønnes fortsat i CO2-regnskabet.

Klar udmelding på skovområdet

Men København-erklæringen var vigtig for skovene og indeholder en klar, stærk og bred udmelding bakket op af de 193 repræsenterede nationer.

I København-erklæringens paragraf 6 skrives følgende:

”Vi anerkender den afgørende betydning af at reducere udledning fra skovrydning og skovnedbrydning og behovet for at forstærke fjernelsen af drivhusgasser med skove og er enige om behovet for skabe positive incitamenter til sådanne initiativer gennem en omgående etablering af en mekanisme, herunder REDD-plus, til at muliggøre mobilisering af finansielle ressourcer fra udviklede lande.”

REDD er et FN-program der har til formål at reducere CO2 udledning fra afskovning og skovødelæggelser i udviklingslandene.

I FN-erklæringens paragraf 8 udstikkes der ligeledes rammer for økonomiske incitamenter på området:

” (…) Det fælles løfte fra de udviklede lande er at skaffe nye og ekstra ressourcer, herunder skovbrug og investeringer gennem internationale institutioner, ind til 30 milliarder US dollars for perioden 2010-2012 (…)”

Nobelprisvinder: Planternes rolle er uvurderlig

Wangari Maathai var en af de personer, som talte varmt for skovens plads i klimapolitikken under COP15. I 2004 fik hun Nobels Fredspris for at etablere miljøorganisationen Green Belt Movement, som har plantet omkring 10 millioner træer igennem de seneste tre årtier.

I et radioindslag på Danmarks Radios P1 fortæller Maathai om planternes uvurderlige rolle for klimaet:

“Træer og planter hjælper os med at optage alt den CO2 som vi har lukket ud i atmosfæren og som skaber global opvarmning. Det er af uvurderlig betydning”

Professor: Stærk aftale på skovområdet

Formanden for Skovrådet, professor Niels Elers Koch blev også interviewet til indslaget på P1. Han er enig i, at København-erklæringen har stærke formuleringer på skovområdet.

På skovområdet var den (aftalen) særdeles stærk” siger han Niels Elers Koch, som er imponeret over, at alle de 193 landes repræsentanter, dvs. hele verdens befolkning, er klar over, hvor vigtige skovene er for fremtidens klima.

Skovenes store muligheder

Til spørgsmålet om hvad skovenes muligheder egentlig er, svarede Niels Elers Koch:

”Skovene kan både give friluftsoplevelser, øget biodiversitet, og så kan de give et miljøvenligt råstof som træ”, siger Niels Elers Koch, som tilføjer, at ”når man bygger i træ, så opnår man et bedre indeklima og man får lagret kuldioxid i træet”.

Som en vigtig tilføjelse, understregede han at “det er betydeligt mere energirigtigt at bygge i træ end at bygge i beton, aluminium og stål”.

Intentioner skal bakkes op med handling

I radioindslaget på P1, efterlyser han dog handling til at bakke op om politikernes gode intentioner. Det gælder både politisk handling såvel som folkelig handling.

I den sammenhæng understregede Niels Elers Koch, at vi alle kan handle nemt og umiddelbart og gøre noget godt for klimaet:

”Det at bruge træ kan vi alle sammen starte med i morgen. Og man kan plante træer fx hjemme i  haven eller ved at deltage i træplantningskampagner via skoler” siger Niels Elers Koch

Kilde

Dansk Skovforening og Danmarks Radio.

Tags:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

Modtag vores nyhedsbrev

Vil du have seneste viden om træ?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Jeg accepterer at træ.dk må opbevare mit navn og e-mail, overføre det til mailplatformen Mailchimp samt sende mig information og nyheder via e-mail.