Skoven i Skolens projektkoordinator blev årets Træven

0

Af

Årets Træven – Malene Bendix

Malene Bendix, der er koordinator for projektet Skoven i Skolen, har modtaget prisen “Årets Træven 2003”. Hædersprisen “Årets Træven” er indstiftet i 1992 af Hydro Texaco A/S i form af et rejselegat på 30.000 kr. Prisen gives til en person, der er meget bevidst om vigtigheden af trædriften i Danmark, eller som yder en særlig indsats til gavn for træplantningen i landet.

Begrundelse

Valget af Skoven i Skolens projektkoordinator begrundes af  Adm. dir. Karsten M. Olesen, Hydro Texaco:

“I dansk industri ser vi med bekymring, at de unges kvalifikationer inden for naturvidenskab og teknik er faldende. … Derfor er det yderst positivt, at et projekt som Skoven i Skolen direkte adresserer dette problem, som ikke bare er industriens, men også de unges og i sidste ende samfundets.”

“For tiden er der stort mediefokus på danske børn og unges dårlige sundhed …. Og her er det, at Skoven i Skolen peger på løsninger i stedet for problemer. For alle undersøgelser viser, at børn, der undervises ude i skoven, ikke alene lærer mere rent fagligt, men også lærer at vise hensyn, at samarbejde og hitte på. Børn, der ofte undervises ude, er oven i købet mindre syge, mindre stressede og i bedre form. Kort sagt er der mange gode grunde til at hædre og bakke op om Skoven i Skolen’, siger Karsten M. Olesen.

Skoven i Skolen har siden starten i 1999 haft Malene Bendix, der er biolog, journalist og lærebogsforfatter, som koordinator, tovholder og inspirator. Hendes alsidighed, engagement og visionære brug af Internettet har været afgørende for projektets succes.

Malene Bendix
Malene Bendix

I skoven er der plads til alle

I sin takketale sagde Malene Bendix bl.a.

“Med projektet Skoven i Skolen har mange gode kræfter sluttet sig sammen om at give børnene mulighed for at lære med skoven og træet.

I skoven er der plads nok til alle. Her er der mulighed for at lære skolefagene med mange forskellige intelligenser – og som sidegevinst bruge kroppen, udforske naturen, arbejde med ild og skarpt værktøj, arbejde sammen – og lære at overleve som menneske i naturen.

Vi tror på at skolearbejdet udendørs kan være med til at komme nogle af de mange børneproblemer vi ser i dag i møde.”

og hun sluttede med et digt af den norske digter Gunnar Reiss-Andersen der meget præcist beskriver hvorfor det er så vigtigt at passe på børnene:

Jag stryker mitt barn på kinnet

og gennom det lyse hår.

Det er som at strekke hånden

fram gennom tusen år.

Det er som at ta i gresset,

se hvor det drysser av frø,

vite at dette er livet,

livet som aldrig skal dø.     

Rejse til udeskole i Norge

– Da alle i sekretariatet bag Skoven i Skolen har været essentielle for projektets opbygning, deler vi prisen – og rejser til efteråret til Norge for at studere udeskole, siger Malene Bendix

Om Årets Træven

Tidligere modtagere af Årets Træven er Skovrider Hermuth Barner, forfatter Helge V. Qvistorff, skovbørnehaveleder Kirsten Schou, arboretforstander Søren Ødum, lederen af arboretet på Færøerne Tróndur G. Levisson, direktør Aase Gylling, parkchef Jon Pape, direktør Jørgen Pallisgaard, direktør, professor Niels Elers Koch, ingeniør Johnny Halsted Hansen og statsskovrider Niels Juhl Bundgaard Jensen.

Komiteen bag prisen består af Hans Henrik Christensen, direktør i Skov- og Naturstyrelsen, Statsskovrider Klaus Waage Sørensen og Jens Thomsen, direktør for Stiftelsen Sorø Akademi.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum