Udkigstårn af træ bygget efter gamle håndværkstraditioner
Der var stort rykind da nyt udkigstårn af træ blev indviet i påsken. Mere end 2000 gæster besøgte den nye attraktion på Gyldensteen Strand på Fyn.
Et nyt og flot udsigtstårn af træ er netop blevet indviet ved Gyldensteen Strand på Fyn. Her var mere end 2000 gæster med til at tage tårnet i brug, da tårnet blev indviet i påsken.
Dæmningsmindetårnet står ved et stort naturgenoprettet fjordområde, der tidligere var inddæmmet og drænet, på Fyns nordkyst umiddelbart øst for Bogense.
Her blev der i 2014 genskabt over 350 hektar lavvandet kystlagune, ferskvandssø og rørskov med natur og fugleliv, på foranledning af Aage V Jensens Fonde, der nu også har opført et flot udsigtstårn af træ.
En af de sjove opgaver
Tårnet, som er et ganske stort et af slagsen, blev opført af lokale håndværkere fra tømrerfirmaet Madsen.
”Tårnet var en af de sjovere opgaver at lave det her udkigstårn, for der skulle bygges efter gode gamle håndværkstraditioner” fortæller tømrermester Flemming Madsen, der begejstret fortæller om brugen af tapper, nagler, slidser og andre traditionelle teknikker der er almindelige i bindingsværk.
Tårnet er beklædt med sedum på taget og er bygget udelukkende af douglas, som har vokset i den nærliggende Langesø Skov. Træet er skåret på det lille savværk i Hemmerslev, der har specialiseret sig i træ med store dimensioner.
“Flere af søjlerne har en dimension på 50 x 50 centimeter og er 8 kantede, så det krævede også et specielt savværk”, fortæller Flemming Madsen.
Gode adgangforhold
Tårnet er foruden elektrisk skydedør og skydevinduer, også forsynet med en lang rampe, så gangbesværede og kørestolsbrugere også kan nyde godt af de nye faciliteter.
“Rampen er i øvrigt bygget i eg”, tilføjer Flemming Madsen som gik i gang med byggeriet med sine folk i januar. Med en ekstra indsats blev de færdige lige op til påske så tårnet kunne blive indviet Skærtorsdag.
Ynglefugle ankommer
”Tårnet har en grundflade på 37 kvadratmeter og kan rumme op til 40 personer af gangen. Så der er mange der kan nyde den fine natur”, fortæller Jens Bækkelund, der har været Åge V. Jensens tilsynsførende på projektet.
Tidspunktet for ibrugtagning af tårnet passer med, at lagunens mange ynglefugle er ved at indfinde sig, så der er meget at se på netop nu. Ved åbningen var desuden også muligt at se hvilende sæler på de udlagte sælsten i lagunen.
Fra Dæmningsmindetårnet er der trafiksikker cykelsti videre til Gyldensteen Strand med Naturrum og flere naturoplevelser.