“Vi skal turde at gøre op med vores ældgamle folkeskole”

0

Seks skarpe om træ til...

Af

…Casper Kjerumgaard, tømrer og træ-influencer med stærke holdninger til, hvordan vi får træ på skoleskemaet sammen med flere praktiske fag i folkeskolen. Det emne har han blandt andet haft en rundbordssnak med statsminister Mette Frederiksen (S) og Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om, og nogle hans ideer kan du læse om her. Følg også Casper Kjerumgaard på Instagram ligesom over 140.000 andre.

1. Hvorfra stammer din interesse for træ?

Min morfar Alfred Amandus Kjerumgaard var klokker i Vor Frelser kirke, og han havde et helt fantastisk værksted i kælderen på Amager. Her gik vi og byggede alle mulige ting.

Det var her i legen og arbejdet med materialet træ, at kærligheden til det helt igennem fantastiske materiale, som jeg synes træ er, voksede og krøb helt ind under huden på mig.

2. Hvordan får vi flere unge til at søge ind på træ-uddannelserne?

Jeg tror ikke, at vi kan forvente, at unge mennesker skal søge mod uddannelser, som de ikke kender noget til.

Unge mennesker i dag bliver ikke præsenteret for håndværk i folkeskolen, så hvordan skal vi forvente, at de vil søge mod erhvervsskolerne?

Jeg tror, vi skal integrere et helt nyt spor i folkeskolen.

Efter indskolingen – på mellemtrinnet – skal de unge kunne vælge, om de vil gå den teoretiske eller den praktiske vej.

Ved at have en praktisk linje/spor vil vi kunne præsentere en lang række af håndværksfag, som de unge igennem skolen bliver bekendte med. På den praktiske linje vil de ydermere i udskolingen fra 7. klasse kunne gå to dage i skole og tre dage hos en mester.

Jeg er sikker på, at vi vil skabe en langt større interesse for håndværksfagene, og samtidig vil vi kunne løse mistrivsel for mange unge, som ikke er teoretisk begavede. Dem, som er praktisk begavede og er født med kloge hænder, skal i mit univers naturligvis udfordres på det, de kan bedst: nemlig at bygge.

Ydermere skal vi have skabt nogle campusområder, hvor de unge læser og studerer sammen, for herigennem at skabe stærke fælleskaber, hvor de både læser og går til fest sammen.

3. Hvordan ser du på folkeskolens rolle i den sammenhæng?

Folkeskolen har som nævnt ovenfor en kæmpe rolle, tror jeg. Vi skal have gentænkt hele folkeskolen, således at vi kan blive ved med at skabe dygtige og flittige unge individer, som vil komme til at skabe fremtiden for Danmark. Hvad angår folkeskolen skal vi ikke bare tænke ud af boksen – vi skal simpelthen starte et sted med den nye folkeskole, hvor der ikke er nogle bokse!

Jeg tror ikke vi får løst udfordringen med de mange, mange tusinde håndværkere, vi skal bruge allerede fra 2030, hvis ikke folkeskolen tænkes helt om.

Som individer er vi alle begavet på forskellig vis, og vi ved at, ifølge Darwin, er det kun de stærkeste, der overlever.

Med det mener jeg, at nu bliver vi i høj grad nødt til at anerkende forskellighed. Det er ikke alle, som behøver dansk, matematik og sprog på højt niveau. Det er simpelthen spil af tid og ressourcer at undervise i alle de gamle teoretiske fag.

Alle, som er praktisk begavede, er skabt til at bygge med deres krop og særligt deres kloge hænder. Hvorfor skal disse elever sidde og lave diverse matematiske formler, ligninger og andre vanvittige matematikopgaver og sproglige afleveringer? Giv dem værktøj, materialer og en stærk håndværksmæssig rollemodel, og I har hurtigt de kloge hænder, vi mangler!

Vi skal turde at gøre op med vores ældgamle folkeskole og måden, hvorpå den er funderet ud fra teoretiske principper.

Får vi skabt en naturlig balance i folkeskolen, således at der findes både teoretiske og praktiske linjer/spor, vil vi kunne løse manglen på kloge hænder, tror jeg.

4. Hvorfor kan du godt lide træ?

I start 90’erne var jeg så heldig at få lov til at arbejde på Amalienborg ad flere omgange.

Fascinationen af træ var allerede funderet, men de ekstremt gode egenskaber, som træ har, voksede på mig i hele min læretid. På Amalienborg så jeg vinduer af massiv egetræ, som havde holdt i over 100 år. Jeg så kæmpe døre, paneler, gulve og skilderhuse, som var bygget af massivt træ. Fælles for de mange forskellige materialer og bygningsdele var de helt igennem vanvittig mange forarbejdningsmuligheder, træ har.

Der er stort set ikke det, du ikke kan bygge ud af træ. Netop det, synes jeg, er stærkt tiltrækkende og dybt fascinerende.

For nogle år siden besluttede jeg mig for at bygge min egen hundeslæde og køre den ud i vildmarken. Det var vigtigt, at hundeslæden var bygget ud fra de samme principper, som folkene i det nordlige Alaska byggede deres hundeslæder med. Det vil sige ingen skruer, og de buede dele af hundeslæden lavede jeg ved at lime mange tynde lister sammen.

Sekunderne hvor hundene gøede, hundeslæden kørte mig ud i vildmarken, og hvor mit hundeslæde-projekt gik fra drøm og et langt bygeprojekt til virkelighed, glemmer jeg aldrig – det var med ét ord magisk.

For mig er træ magisk.

5. Hvad, synes du, er det mest overraskende ved træ?

Noget af det mest overraskende ved træ er de forskellige træsorters helt unikke egenskaber.

Nogle træsorter er tunge, andre lette. Nogle træsorter er uhyre stærke, mens andre er svage. Nogle er rigtig gode som udvendige beklædninger og skal ikke engang behandles (cedertræ), mens andre aldrig er skabt til udendørs beklædninger.

Det er da netop egenskaberne, som gør at træsorter vælges med omhu, til hvad de netop skal bruges til i byggeindustrien.

Noget af det mest overraskende er, når vi vender op og ned på netop egenskaberne, og prøver at udfordre status quo. At turde lege med træets egenskaber og dets muligheder mener jeg, vi burde være bedre til.

Hvis ikke vi udfordrer træ, vil der være ting, som vi aldrig finder ud af om netop træ.

Jeg tror, træ gemmer på langt flere unikke egenskaber – vi skal bare finde dem.

6. Hvordan ser fremtiden ud for træ og træprodukter?

Jeg ser frem til en meget lys fremtid for træ og træprodukter. Og jeg ser en uhyre lys fremtid for de håndværkere, som tør satse på at være renoveringshåndværker. Altså håndværkere, som sætter en ære i at lave løbende vedligeholdelse, bevare og i værste fald renovere, fremfor at udskifte til vedligeholdelsesfrit.

Jeg tror på, at der ligger en enorm fremtid for træ – særligt ved at skabe fokus på de gode materialer i den gode byggetekniske løsning.

Hør podcast med Casper Kjerumgaard: Børns hænder skal fyldes med træ, ikke telefoner

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum