Vis mig din brændestabel og jeg skal sige hvor du bor
Nord- og vestjyderne er til nåletræ…
… resten af landet sværger til løvtræ
Sig mig, hvor du bor i landet, så jeg skal jeg sige dig, hvad du fyrer med i brændeovnen. Det kan måske lyde som noget fra et tv-program om livsstil, men det kommer rent faktisk fra Skov- og Naturstyrelsens seneste opgørelse over brændesalg.
“Vi kan tydeligt se, at der er markante forskelle på, hvor i landet man fyrer med hvad. Så hvis du bor på Sjælland, fyrer du formentlig fortrinsvis med løvtræ, f.eks. bøg. Og hvis I er en familie fra Nordjylland, så putter i sandsynligvis nåletræ, f.eks. rødgran, i brændeovnen. Sådan ser gennemsnitstallene i hvert fald ud”, siger forstfuldmægtig Ulrik Winther fra Skov- og Naturstyrelsen.
Denne brændestak tilhører sandsynligvis en dansker i den østlige del af landet. Foto: Janne Bavnhøj. |
Skov- og Naturstyrelsens tal for brændesalg viser, at nåletræ er dominerende overalt i Nord- og Vestjylland. I Thy bliver der f.eks. solgt over tre en halv gange så meget nål som løv. I resten af landet dominerer løvtræ entydigt.
En naturlig forklaring
“Det hænger helt åbenlyst sammen med udbuddet af træ. Det skyldes ikke mindst, at løvtræer, som f.eks. bøg, mange steder ikke trives i Nordvestjylland. hvor jorden er sandet og næringsfattig. Heldigvis trives nåletræerne der. Så man kan sige, at der jo er en helt naturlig forklaring”, siger Ulrik Winther.
På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside kan du se hugstanalysen.
Læs meget mere om brænde i trae.dk’s brændetema