Ingen is i kerneveddet
En læser undrer sig over, om kerneved kan være så tørt, at der ikke dannes is, selvom det er minusgrader.
En læser undrer sig over, om kerneved kan være så tørt, at der ikke dannes is, selvom det er minusgrader.
Finn spørger:
For små fire uger siden har jeg fældet nogle store ahorn og skåret stammerne i skiver på cirka 30 cm længde. Billedet er fra i går med temperatur minus 3° i 2 m højde og selvfølgelig lidt mere ved jorden.
Den viste skive cirka 50 cm i diameter står på jorden. Billedet er mørknet lidt.
Isdannelsen er sket over ydre splintved og måske også lidt i det indre splintved.
Kan det passe, at kerneved er så tørt, at der ikke kan dannes is ved nævnte temperaturforhold?
Hej Finn
Tak for henvendelsen og interessant spørgsmål.
Ja, det kan godt passe, at kerneved er så tørt, at der ikke dannes rim på overfladen. Det skyldes, at træets vandtransport primært sker i træets splintved, altså den yderste del af stammen, mens cellerne er mere eller mindre lukkede for vandtransport i kerneveddet. Læs artikel om træets opbygning
Det er en interessant parallel til den forskel, man kan opleve, når man fx ser mængden af dug og rim på en græsplæne og en brolagt overflade. Dug, der dannes over et område, er primært fordampet vand fra underlaget, der kondenserer i mødet med den kolde luft, og som ved frostgrader fryser til is og danner rim. Det er derfor, man ofte ser mere dug og rimfrost på græsplænen, hvor der er fordampning fra det fugtige underlag, end hvor der fx er brolagt eller asfalteret og derfor langt mindre fordampning.
Det samme gør sig så gældende på en træstub hvorfra der stadig er væsketransport og fordampning fra rødderne, men kun i splintveddet og ikke i kerneveddet. Rimfrosten dannes altså (næsten) kun fra det område på træet hvor der stadig er fordampning.
Mvh Træ.dk
Simon Auken Beck