Dæk fremstillet af træ – bedre, billigere, hurtigere
Bilejere kan måske snart køre på dæk, der er delvist lavet af træ. Trædækket er billigt og har gode køreegenskaber der sparer på brændstoffet – og energiforbruget og CO2-udledningen under produktionen er lav.
Bildæk af træ
Træforskere ved Oregon State University i det nordvestlige USA har gjort en bemærkelsesværdig opdagelse.
De har fundet frem til at mikrokrystallinsk cellulose – et produkt der kan udvindes fra træ og næsten alle plantefibre – delvist kan erstatte silikatstøv som er et forstærkende fyldstof ved fremstilling af gummi.
Holdbart og billigt
Forskernes undersøgelser tyder på, at metoden både vil kunne reducere energiforbruget til at producere dæk og samtidig reducere produktionsomkostningen.
Dækket holder bedre til høj varme, og undersøgelserne tyder også på, at træ-dækket er lige så stærkt som traditionelle dæk og at dets vejgreb i både vådt og koldt føre er lige så godt. Desuden giver dækket bedre brændstoføkonomi end traditionelle dæk i varmt vejr pga. mindre rullemodstand.
Ny genereration af bildæk
”Vi var overraskede over, hvor gode resultater træ-dækket viste” udtaler Kaichang Li som er leder af forskerholdet og lektor i trævidenskab og teknik på Oregon State University.
Den nye metode er en af de første grundlæggende ændringer inden for dækteknologien i lang tid, og forskerne mener at deres resultater vil kunne føre til en helt ny generation af bildæk.
Cellulose anvendt i biler – men ikke i dæk
Cellulosefibre bliver allerede brugt til forstærkning i visse gummityper og bildele, som i f.eks. bælter, slanger og isolering – men ikke i bildæk. Her er det foretrukne fyldstof kønrøg (findelt kulstof) og silikat (kemisk forbindelse af grundstoffet silicium).
Kønrøg er udvundet af olie, som i stigende grad bliver dyrere, og behandlingen af silikat er meget energikrævende.
Samtidig er både kønrøg og silikat meget kompakte og tunge og reducerer bilernes brændstofeffektivitet.
Klar til kommerciel videreudvikling
Yderligere forskning er nødvendig for at bekræfte den langsigtede holdbarhed af den nye dæktype, men kommerciel udvikling af teknologien kan iværksættes hvornår det skal være, siger forskerne, hvis seneste resultater er offentliggjort i tidsskriftet Composites Part A: Applied Science and Manufacturing.
Nyt marked for plantefibre
Dækfremstilling, som er en kæmpe industri, vil med de nye forskningsresultater måske kunne åbne et nyt marked for plantefibre og skabe arbejdspladser for at behandle dem.
Prisbelønnet forskning
Forskerne fra Oregon har i de seneste år opnået flere vigtige resultater. De har f.eks. udviklet et ikke-giftigt klæbemiddel til produktion af kompositmaterialer af træ, der har ført til store ændringer inden for industrien.
Desuden modtog Kaichang Li, forskerholdets leder, i 2007 en hæderspris for sit arbejde.