Ny, smart træbil introduceret på markedet
På det årlige International Motor Show i Geneve i marts 2014 blev Biofore Concept Car introduceret.
Bilen, som er noget af det tætteste man kan komme på en træbil, er med sit futuristiske look designet til at demonstrere den mulige anvendelse af fornybart biomateriale i bilindustrien.
Træ erstatter oliebaserede materialer
Gulvet, konsollen, display-panelet samt dørpanelerne er fremstillet af UPM Grada, som er et træmateriale der kan formes ved varme og tryk.
Fronten, siderne, instrumentbrættet samt interiørpanelerne består af UPM Formi, der er et biokomposit, som kan støbes.
Materialerne erstatter traditionelle ikke-fornybare oliebaserede materialer, uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed.
Træbaseret diesel
Bilen skal desuden drives af UPM BioVerno træbaseret diesel.
Ifølge UPM vejer bilen 150 kg mindre end tilsvarende biler af samme klasse, hvilket er med til at formindske det samlede brændstofforbrug.
Resultat af bredt samarbejde
Bilen er resultatet af et samarbejdsprojekt mellem Metropolia University of Applied Sciences, den finske papirproducent UPM Kymmene Oyj, Finnish Funding Agency for Technology and Innovation (Tekes) samt en række finske erhvervsvirksomheder.