Flydende træ som byggemateriale i biler
Ford forsker i anvendelsen af flydende træ. Det sker for at nedbringe bilproduktionens CO2-belastning.

Biler fra Ford bliver lavet med komponenter af træ. Foto: Ford
Ford Europa Research Center i Tyskland forsker i en innovativ blanding af træ og plast, det såkaldte flydende træ. Det sker for at øge brugen af genanvendelige materialer i deres biler.
Ifølge Ford er blandingen af træ og plast med til at øge holdbarheden, da blandingen forhindrer opsugning af vand.

Forskere fra Ford fremstiller bil-interiør af flydende træ. Foto: Ford
Attraktivt for både miljø- og økonomi-hensyn
Da træ er et fornybart materiale der optager og lagrer CO2 er løsningen også attraktiv ud fra et miljømæssigt hensyn. I forhold til brug af ren plast, gør det tilmed produktionen billigere, da der kan bruges billige biprodukter fra træbranchen, som flis og savsmuld.

Interiør til bil fremstillet af flydende træ. Foto: Ford
Tidligere analyser har også vist, at flydende træ er meget velegnet til genbrug, idet materialet kan genanvendes op til fem gange. Brugen af genanvendelige ressourcer spiller en vigtig rolle i Fords miljøstrategi. Målet er at udvide brugen af naturens egne materialer i nye bilmodeller.
Ford laver i øjeblikket omkring 290 komponenter af genanvendelige materialer, deriblandt bomuld, træ, hør, hamp, jutefiber og naturgummi.
Læs mere om flydende træ i artiklen ”Flydende træ er det nye plast”.
Kilde: Media.Ford.com