Håndværk giver elever ny energi og gå-på-mod
Folkeskoleelever i Silkeborg Kommune har brugt foråret på at bygge trækupler til glæde for dem selv og kommunens borgere.
I Silkeborg Kommune står der byggeri på skoleskemaet. Folkeskoleelever fra Frisholm Skole i Them, Trekløverskolen i Kjellerup, Gjern Skole i Gjern og Funder-Kragelund Skole i Silkeborg har i foråret bygget kulturkupler på livet løs.
“Eleverne har fundet deres indre håndværker frem. Det giver anderledes skoledage, en helt ny energi og mod på at bygge. Noget, som vi håber, eleverne tager med sig fremover,” siger Frederik Schøler, kulturformidler på Kjellerup Bibliotek og initiativtager til kuplerne.
Trækuplerne skal skabe rum til at danne netværk og indbyde til aktiviteter for hele lokalsamfundet.
“Kuplerne skal bruges af byernes borgere, biblioteker og skoler. Det kan f.eks. være i form af historiefortællinger, workshops, produktion af lokal-tv og plantevækst. Det er kun fantasien, der sætter grænser,” fortæller Frederik Schøler.
Overraskende succeser og fantastiske fiaskoer
Kuplerne er lavet af genbrugsmaterialer, der skal vise eleverne vigtigheden ved genbrug. Samtidig skal arbejdet med de charmerende, uperfekte kupler være med til at få eleverne til at tage nye udfordringer på sig og ikke være bange for at fejle eller gøre ting anderledes.
“Genanvendelse er altafgørende. De udtjente materialer giver kuplerne deres helt egen charme og viser samtidig eleverne, at genbrug er vigtigt. Det gør ikke spor, at et vindue er en smule utæt, ridset og sat omvendt i. Vi arbejder med et mantra om overraskende succeser og fantastiske fiaskoer,” siger Frederik Schøler.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk