Træpanelet 9: Dine børn skal bygge tømmerflåder
Små børn kan få masser af trælegetøj ved siden af al plasten. Men inden skolealderen er det meste af træet forsvundet ud af børnenes leg.
Hvad kan vi gøre ved det? Det spørger vi Træpanelet om.

Foto: FDF Galten.
Hvordan får man børn over 5 år til at bruge legetøj af træ?

Trælegetøj eller pyntegenstand? Foto: Henrik Folmar.
– Det kræver, at forældrene er med, tror jeg, begynder designer Pil Bredahl.
– Det virkelig interessante er jo, hvis vi kan komme til at bygge noget sammen igen i familierne. Lave nogle ting sammen. Mange familiers humle er, at de mangler tid sammen, og træ er jo oplagt til aktiviteter og projekter, som man kan lave sammen.
– Altså min egne børn, jeg hældte jo træ i hovedet på dem, og da de så blev 6-7 år, så duede det ikke mere, konstaterer træprofessor Claus Felby.
Alle forældre om bordet genkender den model, og det giver en lang diskussion om, hvad man kan gøre ved store børns og voksnes hang til at bruge deres frie legetid foran skærme.
Pil Bredahl: – Det er ude i haven, ude i skoven, ude på naturcampingpladser, at de skal have fat i træet igen. Det er ikke legoklodser af træ.
Arkitekt Steffan Iwersen: – Byg en tømmerflåde.
Pil Bredahl: – Ja! Byg en tømmerflåde og se, om det holder. Men det kræver rigtig meget af forældrene. Hvis man ikke har forældre, der stimulerer leg med træ, så er det virkelig svært at vælge træet til i dag.

I friluftsorganisationer kan børn og unge prøve en masse sociale aktiviteter med træ, som for eksempel at bygge tømmerflåder. Foto: FDF Galten.
Træpanelet
Træpanelet er Træ.dk’s håndplukkede smagsdommere med spontane og kvalificerede meninger om vidt forskellige træprodukter og deres design, nytte og markedspotentiale. Træpanelet er:
- Pil Bredahl, produkt- og møbeldesigner, master i bæredygtighed og design. pilbredahldesign.dk.
- Claus Felby, professor og forsker i anvendelse af træ, Københavns Universitet.
- Jørn Duus Hansen, pensioneret reklamemand, kendt fra DR’s serie ”Kender du typen?” i 1990erne.
- Steffan Iwersen, arkitekt, træhusbygger og ejer af Einrum Architects. einrum.com.
I 2017 bringer Træ.dk 10 artikler med Træpanelets meninger om blandt andet cykler, hjelme, kjoler, slips, biler og pap. Og om modediller, verdens redning og at kunne smide ting ud med god samvittighed.
Kan man undervise børn til at elske træ?
Claus Felby: – Hvad ville effekten være på længere sigt, hvis man styrkede håndværksuddannelsen i folkeskolen, styrkede sløjd? Ville det have en indirekte effekt på anvendelsen af træ og efterspørgslen på træprodukter?

Der var i den grad blevet tænkt kreativt, da sæbekassebilerne til Oak City Rally 2017 skulle udformes. Foto: Anders Rostgaard Bystrup.
Steffan Iwersen: – Uddannelse er en nøgle til at lære om træ og dets egenskaber og glæden ved at have med træ at gøre. I stedet for at eleverne skal sidde med en løvsav og save en fidget spinner ud, så skal de tegne deres fidget spinner, og så sender du den ned til laserskæreren, der skærer den millimeterpræcist ud. Du propper et kugleleje ind, og så er den der. Så er du med på fremtidens teknologi. I stedet for at gå tilbage til træskoene og løvsav og sandpapir. Hvilke teknologier og metoder har vi i dag, der kan fremme udvikling af træ? Det kunne være interessant at undervise i det sammen med træindustrien.
Den lader vi stå et øjeblik
Det er en opfordring til alle kreative hjerner i og omkring træindustrien: Hvordan kan moderne træteknologi tages ind i folkeskolen i f.eks. håndværk og design? Hvordan kan vi bruge moderne teknologi til at lege træet tilbage og ind de store børns verden?
Og så er det ellers bare om at komme ud og bygge sæbekassebiler, hytter og tømmerflåder. For børnenes, forældrenes, miljøets, klimaets og hele verdens skyld.
Har du erfaringer og ideer til at få træ ind i børns liv? Så del dem med Træ.dk’s læsere i en kommentar nedenfor. Mange tak.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
2 kommentarer
Børn på tømmerflåder uden redningsveste! Dur ikke.
Det er vel også oplysning om bæredygtighed når det gælder træ?