Reparer det dårlige knæ med træ
Træ kan bruges til mere end man forestiller sig. Svenske forskere arbejder f.eks. med at kunne erstatte kroppens ledbånd med trækompositter. Træbenet træder ind i en ny tidsalder.

Svenske træforskere vil reparere dårlige knæ med træ – men metoden er betydeligt mere sofistikeret end det gamle sørøver-træben.
En forskergruppe i Luleå medvirker nemlig i et EU-projekt, der har som mål at kunne erstatte ledbånd og sener i menneskekroppen, med reservedele lavet af bionanokompositter og kollagen (kroppens mest almindelige bindevævsprotein).
Forskerne har nu fremstillet et materiale som har egenskaber som et ledbånd og som kroppens celler kan vokse på. Næste skridt for forskerne er nu at teste materialet på dyr.
Trækompositter med uanede muligheder
Et komposit er en blanding af to materialer, hvor det ene materiale gør det andet stærkere. I moderne trækompositter anvendes termoplast som bindemiddel. Forenklet kan man sige at træmaterialet giver kompositten stivhed så den kan holde til belastning, mens plasten holder sammen på det hele og giver beskyttelse mod fugt.

I fremtiden kan det blive muligt at erstatte ledbånd og sener med reservedele lavet af bionanokompositter af. f.eks. træ.
Forarbejdes som ren plast
Et trækomposit der består af ca 50 % plast, kan forarbejdes ligesom ren plast. Desuden er trækompositter med plast genanvendelige, siger Kristiina Oksman, som siden 2007 har arbejdet ved afdelingen for træ- og bionanokompositter ved Luleå tekniske universitet.
Trækompositter anvendes allerede i for eksempel møbel- og byggeindustrien. Og det findes i interiør til biler og i musikinstrumenter.
Udvikling
Et vigtigt arbejde for forskerne i Luleå er at forbedre procesteknikkerne ved fremstillingen af trækompositterne. Inden kompositterne kan slå igennem på en bred front skal fremstillingsprocessen gøres billigere og kompositternes egenskaber bedre.
Der er tanker om at man i fremtiden kan erstatte stål i visse produkter med kompositter af nanocellulosefibre.