“Træ er ikke bare træ”

2

Seks skarpe om træ til...

Af -

…Steffan Iwersen, arkitekt og ejer af Einrum Arkitekter og medlem af Træ.dk’s træpanel

“Andelen af træ brugt i byggeri steget fra 5 procent til 15 de sidste år, ifølge Moelven. Med fokus på miljøet og alle de andre positive egenskaber i træ er det, som vi nu mangler, præaccepterede løsninger for lyd og brand. Der findes en del løsninger som dog ikke er ”under huden” hverken hos de udførende, de projekterende og myndigheden.”

1. Hvad forbinder du med træ?

Træ dukker op i mange forskellige former, både som ”livets træ”, træ der bruges til at lave et bål og så byggematerialet træ. Anvendelse af træ kan være meget smukt, men også ret så klampet.

Som barn opvoksede jeg i en istandsat bondegård. Ikke alle løsninger var lige elegante, og da valget til vores eget hus faldt på CLT, var det med en vis bekymring for, at det vil kommer til at ligne et sommerhus med panelbrædder. Sådan var det heldigvis ikke.

2. Hvad er dit bedste minde med træ?

Det første, der dukker op vedrørende træ, er vand – nærmere sejlads i min lillebrors gamle folkebåd. Lærk på eg, med en mahognioverbygning og teaktræsgulve. En mast i fyr og en masse slibe- og lakarbejde. Det var altid muligt at reparere på båden. Luse ud og få træet til at skinne. Her blev jeg også opmærksom på, hvor følsom materialet træ kan være.

At følge træets struktur når stemmejernet skærer sig ind igennem åren, lærer man hurtig.

3. Hvorfor kan du godt lide træ?

Træ har mange positive egenskaber, som er ridset op her og hos de andre, der taler om træ. Det er svært at tale generelt om træ på denne måde. Jeg har en lille terning ibenholt, som er helt fantastisk – det samme vil man ikke synes om et tilsvarende stykke bygningstømmer, der er trykimprægneret.  Begge dele har dog deres berettigelse alt efter kontekst.

En ting, som dog også må nævnes, er træets styrke, både for tryk og træk set i forhold til vægt.

4. Hvad kan træ som andre materialer ikke kan?

Det mest fantastiske ved træ er, at det er en kilde, der genskabes løbende. En øget CO2 udledning bidrager også med, at skove vokser hurtigere end før. Træer er en kilde, der med omhu ikke tømmes. Så er der en masse andre egenskaber, og træ er ikke bare træ. Der findes mange forskellige sorter med hver deres egenskaber. Nogle vokser hurtig, andre langsomt. Nogle tåler vind og vand, og andre har det bedre med at blive til et lille skrin.

5. Hvorfor er det vigtigt at bruge træ?

I dag er der meget fokus på klimaforandringer. Forandringer som vi mennesker i løbet af få årtier har været med til at skabe. Her vil træ som byggemateriale kunne bidrage i reduktion af CO2. Det er der skrevet meget om. Det, som dog for mig betyder mest, er indeklimaet. Især i Norden, hvor vi opholder os meget ”inde”. ”Ude” er vi hovedsagelig, når vi bevæger os fra et ”inde-område” til et andet. Nu har vi bygget et CLT-hus, og her opdager vi dagligt forskellen fra at komme fra vores ”inde” til fx arbejdets ”inde”. Hvis vinduerne ikke åbnes, føles det bare for tæt andre steder.

Træ har også en fugtregulerende egenskab, som især i det daglige liv hjælper boligen i at ånde. Der er ved at komme meget fokus på det område. Efter en tid, hvor boligerne blev lukket luft- og damptæt, vinder diffusionsåbne materialer frem.

6. Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?

Her vil jeg specifikt omtale CLT, da det er der, hvor jeg ser den største mulighed. CLT forener produktet træ med nutidens teknologi og produktionsformer. Som arkitekt kan man gå helt ned i detaljen og være sikker på, at det bliver, som man tegner. En nøjagtighed på +/- 2 mm på 16 meter er helt fantastisk. Samtidig er det også her, vi i Danmark har en udfordring.

Viden og erfaring med CLT er stadig en mangelvare. Både hos de rådgivende og udførende parter i byggebranchen. Den omtalte præcision gør, at man skal være en del mere omhyggeligt under opførslen, end man ellers er vant til. Især når man ønsker at have synlige CLT-overflader. Her kan man ikke spartle og male unøjagtigheder væk.

Samtidig skal projektet være kommet langt i selve projekteringsfasen for at få maksimal udnyttelse af produktet. I Danmark er det kutyme at udbyde elementtegninger til fabrikkerne, der producere elementerne. Dermed fravælger man sig indflydelse på selve slutproduktet. Er man ikke klar over konsekvenserne, kan det give overraskelser, den dag elementerne bliver leveret.

For at hjælpe CLT på vej har vi siden 2014 inviteret både bygherre, rådgiver og udførende entreprenører til vores hus T77:

 

Træ.dk stiller i en artikelserie seks skarpe spørgsmål til mennesker, der har en passion for træ. Kunne du tænke dig at medvirke, eller har du et godt bud på en interessant træmand m/k, så skriv til redaktionen på info@trae.dk.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

2 kommentarer

  1. Hekge Daus siger:

    Jeg glæder mig over at der findes fagfolk som har så stor fokus på træets egenskaber og at de hjælper træet frem i vores nuværende lidt besværet tid. Tak.

  2. Kristian Bonde Jensen siger:

    Fint indlæg, og jeg er helt enig med punkterne.
    Mht CLT så kan det helt sikkert gøre at træ vil kunne erstatte beton og lignende produkter i flere former for byggeri. Der er dog et stykke vej før vi kommer der til, som du ganske rigtigt påpeger i pkt. 6.
    Pt er det meste byggeri styret af en ting og det er økonomi. Og det starter det med rådgiverne, for hvis de skal bruge noget andet end std. varen på hylden, bliver deres honorar større. Dernæst skal håndværkerne arbejde med noget andet end de er vandt til, og så sætter de også prisen højere.
    Når det så er sagt ville jeg personligt som tømrer godt prøve at stille et CLT hus op, da det virker som en spændende opgave.
    En lille ting der ærgrer mig ved den ellers meget fine video, alle folk uden undtagelse monterer elementer uden at bære hjelm, det er som fagperson lidt skæmmende at se på.
    Fortsat go arbejdslyst i træets tjeneste 🙂

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×