“Træ er tålmodigt og tilpasningsdygtigt”
Seks skarpe om træ til...
…Jonas Bjerre-Poulsen, medstifter af det København-baserede arkitektfirma Norm Architects, der blandt andet har designet en træhytte i Sverige med minimalisme og nordisk stil i centrum.
1. Hvorfor bruger I hos Norm Architects træ som materiale?
I takt med urbaniseringen og industrialiseringen af vores verden har vi langsomt adskilt os fra naturen. Mennesket som art har forladt den naturlige rede og forsøger til stadighed at føle sig mere komfortabel i menneskeskabte teknologiske konstruktioner.
Men på trods af vores store indsats for at skabe syntetiske materialer som er funktionelle og slidstærke, kan vi ikke undslippe det faktum, at vi stammer fra naturen og at naturen bor i os. Vi er en del af den.
2. Hvorfor er det vigtigt at bruge træ?
Gennem menneskehedens historie har vi udviklet os til at overleve og trives i naturlige omgivelser og er følgeligt afhængige af dets elementer, både mentalt og fysiologisk.
Vores indlejrede præferencer har ikke forvandlet sig i samme takt som den moderne teknolog. Det har skabt en form for disharmoni mellem mennesket og vores konstruerede miljø.
Vi har trods alt beboet naturen langt længere tid, end vi har befundet os i menneskeskabte strukturer.
Sollys, vand, luft og planter giver os stadig liv, og måske derfor finder vi instinktivt mere glæde ved følelsen af træ i vores huse end eksempelvis plastik.
Så når vi stræber efter at skabe rammerne for det gode liv, må vi nødvendigvis tænke naturlige materialer ind i dem – sten, jord, metaller såvel som træ.
3. Hvordan har synet på træ ændret sig over de senere år – set med dine øjne?
Efter en årrække hvor mennesket opfandt adskillige nye syntetiske materialer, og hvor 60’ernes typehuse vandt indpas i Danmark, er vi i disse år på vej tilbage til at anerkende og værdsætte de iboende kvaliteter i naturlige materialer og hvordan de påvirker vores psyke – i Japan bader man i skoven og psykologer appellerer stressramte til at kramme træer.
Vi er ved at genlære at lytte til naturens mangfoldige historier, optimisme, uperfekthed og forgængelighed ved atter at lade dem indgå i vores hjemlige omgivelser.
Når vi skaber rum og objekter med naturlige materialer og organiske former, føler vi os forbundet med tidens gang og kan finde ro til fordybelse og velvære.
4. Hvad kan træ, som andre materialer ikke kan?
Træ er tålmodigt og tilpasningsdygtigt.
Det rummer fortællinger om det, der har været længe før os, ligesom det stimulerer vores sanser på en helt naturlig måde.
Et stort egetræ har vokset i flere hundrede år, inden det bliver til gulvplanker og har været hjem for mange arter. Træ som materiale besidder en tidløs skønhed, er bæredygtigt og skal behandles med respekt.
5. Hvad er i dine øjne det mest succesfulde træprodukt?
Et succesfuldt træprodukt er det, der giver træet et nyt liv og bevarer dets værdi for fremtiden.
Før materialet kommer i hænderne på en dygtig snedker eller tømrer, har hver planke været en del af et træ, der allerede i sig selv er et storslået arkitektonisk værk.
Når den senere bliver til en del af et større bygningsværk, understøtter den menneskeliv – det er et stort ansvar, og hvis et træ har vokset sig stort i 200 år, skal dets materiale naturligvis bruges på en respektfuld, æstetisk holdbar og bæredygtig måde.
6. Hvilken forskel håber du, Norm Architects kan gøre for træbyggeriet?
Jeg håber, at vi kan inspirere verden til at skabe vores omgivelser med brug af naturmaterialer, der påvirker vores velbefindende på tværs af kulturelle præferencer, stil og skiftende mode, fordi forkærligheden til naturmaterialer er indlejret i os.
Jeg håber, at vi kan vise de mange forskellige måder, man kan bruge træet på, og hvordan det kan medvirke til at skabe tidløse og holdbare arkitektoniske værker, som er imødekommende og funktionelle.
At fokusere på brugen af naturlige materialer har altid været vores ambition hos Norm Architects og vi ser det som et vigtigt bidrag i kampen for en mere bæredygtig branche og for at skabe et holdbart og stimulerende miljø.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.