Bør jeg fjerne trykimprægneret træ indenfor?
En gravid læser er kommet i tvivl, om indendørs hylder af trykimprægneret træ kan være farligt. Læs Træ.dk's svar her.
En gravid læser er kommet i tvivl, om indendørs hylder af trykimprægneret træ kan være farligt. Læs Træ.dk's svar her.
Hej Træ.dk
Jeg stødte på jeres hjemmeside og håber, I kan hjælpe mig med et spørgsmål.
Sidste år købte jeg trykimprægneret træ til et læskur, hvorfra jeg har taget, hvad der svarer til tre hylder, der hænger indendørs – cirka 2-3 meter i alt.
Den ene hylde er i soveværelset, og de andre i køkkenet. Ingen af stederne står der madvarer på, kun kopper og planter.
Det er selvfølgelig blevet meget tørt på det år. Men nu bliver jeg i tvivl om afgasning. Er der nogen sundhedsfarlig risiko?
Jeg har 3 børn, og er gravid med nummer 4.
Hverken jeg eller børnene rører hylderne, de passer så at sige sig selv på væggen.
Bør jeg tage dem ned? Jeg tænkte slet ikke over det ved opsætning.
Med venlig hilsen Emilie
Kære Emilie
Tak for din mail. Du har heldigvis ikke noget at være bekymret for.
Den primære årsag til at fraråde trykimprægneret træ indendørs er nemlig ikke, at det er giftigt, men at det ganske enkelt ikke er nødvendigt at beskytte træ i et indendørs miljø. Det vil i så fald være overflødig brug af imprægneringsmidler, som bør undgås.
Trykimprægneret træ er behandlet med biocider, der hæmmer udvikling af bl.a. vednedbrydende svampe. Biociderne er som udgangspunkt ikke giftige for mennesker i de mængder, der tillades af Miljøstyrelsen.
Biociderne er desuden bundet i træet og vil ikke frigives til omgivelserne ved fordampning, men kun hvis træet med tiden nedbrydes. De er dog mistænkte for at have negative påvirkninger ved langvarig og direkte kontakt, hvorfor trykimprægneret træ kun skal bruges, hvor der ikke findes gode alternativer.
På baggrund af din beskrivelse vil vi derfor ikke mene, at der er behov for at fjerne træet.
Mvh Træ.dk//Simon Auken Beck