Skal trykimprægneret træ deponeres når det kasseres?

0

Hej Træ.dk

Jeg havde en mindre diskussion med min far om brugen af trykimprgneret træ og miljøbelastningen af det. Han var ikke klar over at det skal deponeres (som de fleste søgninger på internettet angiver som svar) når det kasseres.
Han undrede sig over at det ikke var forbudt, når det nu var så skadeligt.

Jeg faldt så over et indlæg på trae.dk tilbage fra 2001: Slut med deponering af imprægneret træ.

Hvad er status på dette? Skal trykimprægneret træ fortsat deponeres eller kan det forbrændes og omdannes til energi?

Med venlig hilsen
Søren

 

Svar

 

Kære Søren

Det er et interessant spørgsmål, og det vi er kommet frem til, er for så vidt også et interessant svar. Historien er i hvert fald tankevækkende.

Vi har kontaktet Kommunekemi, som tilbage i 2001 havde udviklet teknologien til at oparbejde trykimprægneret træ, så metallerne kunne genanvendes og energien udnyttes til el og varme. Her fik vi at vide, at projektet i sin tid var helt køreklart, men at Miljøstyrelsen ikke ville give tilladelse til, at Kommunekemi kunne modtage det trykimprægnerede træ. Begrundelsen var, at den kommunale virksomhed ville opnå et monopol for håndtering af trykimprægneret træ, så derfor kunne styrelsen ikke give tilladelsen. Den afgørelse var Kommunekemi selvsagt meget uenig i og ærgerlig over, da de havde brugt mange penge på at udvikle teknologien. Trods udviklingen at den smarte og miljøvenlige teknologi, havnede trykimprægneret træ derfor fortsat i deponi .

I mellemtiden er Kommunekemi blevet privatiseret. Miljøstyrelsen har derfor forhørt sig, om virksomheden var interesseret i gennemføre projektet, hvis de kunne få tilladelse til at modtage trykimprægneret træ. Kommunekemi undersøgte derfor, om der fortsat var økonomisk grundlag for at investere i et fuld-skala anlæg.

De fandt imidlertid ud af, at det var der ikke! Det viste sig nemlig at tyske opkøbere har etableret en god og veltrimmet forretning på at køre billigt trykimprægneret træ fra Danmark til de forbrændingsanlæg i Tyskland, som kan håndtere de miljøskadelige slagger. Det betyder samtidig, at de store lagre af deponeret træ, som man måtte tro fandtes rundt om i Danmark, efter al sandsynlighed er blevet brændt af i Tyskland – i hvert fald det meste.

Kommunekemi har derfor sluttet, at der ikke er økonomisk grundlag for at etablere den ellers så smarte teknologi i Danmark.

Svaret på dit spørgsmål er derfor ”både og”. Trykimprægneret træ i Danmark skal fortsat skal i ”deponi” –  hvorefter det forbrændes og omdannes til energi – i Tyskland.

Vi håber du kan bruge svaret

Med venlig hilsen
Træ.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum