Finnebyen i Århus: Levedygtige træhuse

0

Husene er bygget i 1948 og er et godt eksempel på elementbyggeri af træ. Man er ikke i tvivl om at Finnebyen er en træhussamling, når man ser de fyretræsbeklædte huse, i mange forskellige farver.

Af -

Finnebyen er et boligområde bestående af 122 finske træhuse i det nordlige Århus ved Hasle Ringvej. Husene er bygget i 1948. Alle huse var oprindelig på 56 m2, men mange er blevet udvidet siden.

I dag er Finnebyen blevet en oase i storbyen hvor træhusene giver en levende og farverig atmosfære.

Finnebyens beboere har lavet hjemmesiden www.finnebyen.dk der især henvender sig til nuværende, tidligere og kommende beboere i byen.

 

Finnebyen i Århus

Ved Finnebyen 50 års jubilæum gik en af byens beboere rundt med kameraet og samlede de mange farverige facader. Finnebyen har i 2002 modtaget GORIs jubilæumspris.

 

Træ Er Miljø – trae.dks temadag gik forbi finnebyen. Derfor bringer vi her historien om konstruktionen af finnebyhusene, der er opført mere end 50 år tidligere end massivtræsbyggeriet i Hasselager.

Finnehuset – et elementbyggeri

Umiddelbart ligner finnehusene et omhyggeligt tømrerarbejde i form af en træskeletkonstruktion som man kender det fra fx sommerhuse eller nordamerikanske beboelseskvarterer.

Men de byggetekniske detaljer afslører noget andet: I virkeligheden er finnehuset et fint udviklet elementbyggeri som med sine enkle detaljer og få svagheder har vist sin duelighed langt udover de oprindelige forventninger.

Elementerne i et finnehus består af:

  • Ydervægselementer
  • Indervægselementer
  • Vindues- og dørelementer
  • Spærelementer.

Hertil knytter sig nogle materialer til montagen og færdiggørelsen af huset:

  • Yderbeklædning: Kileskårede fyrretræsbrædder.
  • Etageadskillelse: 50 x 200 mm bjælker, isoleret med 50 mm tangmåtter
  • Gulve: 20 x 90 mm fyrretræsplanker med not og fer
  • Lofter: 20 x 90 mm fyrretræsplanker med not, fer og fals. Isoleret på oversiden med 50 mm tangmåtter.
  • Inderbeklædning: “Stræktapet” i form af udrullet 2,50 m højt og ca. 2 mm tykt fiberpap med mønsterprægning.
  • Tagdækning: Bølgeeternitplader type B5.

Kælderen

Kælderen er opført i beton støbt på stedet i op til 40 cm tykkelse. Der er gravet ud med hånden, og der er støbt med træforskalning hvilket endnu kan anes nogle steder under den tyndpudsede overflade på kælderens indervægge. Kælderens skillevægge og den øverste del af kældervæggen mod krybekælderen er murede halvstensvægge, ligeledes tyndpudset (berappet).

 

I stueplanet fortsætter skorstenskernen op gennem taget. Fra skorstenen udgår nogle murede vinger som skaber en niche til kakkelovnen og danner anslag for tre indervægge der løber an mod den murede kerne. Den murede kerne er både et naturligt tungt midtpunkt i huset til akkumulering af varme fra varmekilden – som var koks og senere petroleum eller olie – og et stabiliserende element. I nogle af husene er skorstenen dog fjernet uden påviselige konsekvenser.

Montering

Fundamentet udgøres af kælder- og krybekældervægge. Som det første blev fodremmen og bjælker til bæring af stueetagens gulv monteret. Herefter ydervægselementer, spær og tag, gulve og lofter, indervægge, vinduer og døre. Til sidst ydervægsbeklædningen.

 

Skitse

 

Ydervægselementet

Ydervægselementet (se figur 2 og 3) er en såkaldt sandwichkonstruktion. Det vil sige at indermur, ydermur, isolering og bærende elementer er én og samme konstruktion. Elementet måler ca. 250 x 100 x15 cm og er ved vinduer og døre forsynet med udsparinger til senere isætning af vindues- og dørelementer. Dette system gjorde det let ved montagen at placere vinduer bedst muligt i forhold til solorienteringen. Derfor er der flere varianter af Finnehusenes facader.

 

Finnebyen i Århus

Prøveklods foran Annelise og Ove Bank Nielsens hus

 

Opbygningen nævnt i rækkefølge indefra er:

  • 100 x 13 mm høvlede brædder med not og fer, monteret på 2 stk. 90 x 45 mm lægter med en bred not
  • 12 lag sort asfaltimprægneret pap
  • 40 mm isolering
  • 5 mm ubehandlet bølgepap
  • 56 mm hulrum
  • 1 mm ubehandlet pap
  • 100 x 13 mm høvlede brædder med not og fer, monteret i en vinkel på 45 grader for at give elementet den nødvendige stivhed
  • 1 mm ubehandlet pap
  • 150 x 20 mm kileskårede fyrretræsbrædder på klink som yderbeklædning.

 

Skitse 2

 

Elementets sider udgøres af to profilerede 50 x 100 mm lægter. De danner et lodret hulrum når de stilles op i forlængelse af et andet element.

skitse 3

Overgang mellem elementer.

 

Hulrummet benyttes til at skabe en præcis og aldeles fast overgang mellem to vægelementer ved hjælp af to bølgende lister. De to lister kilder sig med et enkelt slag fast i hele elementets højde og mindsker risikoen for knirkelyde som følge af bevægelser i konstruktionen.

Svagheder

De mange lag af fugtfølsomme materialer gør konstruktionen temmelig sårbar overfor indtrængende fugt fra utætheder i yderbeklædning eller ved vinduer. De typiske skader findes især ved udvendige hjørner og ved vinduer.

Senere tids brug af lukkende malinger som fx acrylmaling kan yderligere have medvirket til ophobning af fugt med nedbrydning af træværket til følge. At træværket overhovedet har holdt så længe må tilskrives en god kvalitet.

Herudover har badeværelset voldt kvaler i mange huse. Problemerne kan i de fleste tilfælde føres tilbage til utætheder omkring risten i terrazzogulvet, samt ved overgangen mellem væg og gulv.

 

I enkelte eksotiske tilfælde er problemerne startet med noget så besynderligt som vedvarende sprængte sikringer. Vand er sivet fra den utætte gulvrist ud i etagedækket og videre ned i kælderens kugleformede loftarmatur som langsomt er blevet fyldt med vand og til sidst blevet kortsluttet.

Retfærdigvis må det siges om badeværelserne at folks brugsmønster har forandret sig stærkt de sidste 50 år. Der er langt fra 1940ernes etagevask til vore dages flere daglige brusebade. Vandpåvirkningen af overfladerne i badeværelset er øget betydeligt i forhold til det de oprindeligt var projekteret til

Finnebyens arkitektur – udvidelser

En vandring gennem Finnebyen viser en mangfoldighed af om- og tilbygninger. Ændringernes art afhænger af ejerens behov, økonomiske midler og ikke mindst af husets placering på grunden. Nogle huse bærer også præg af skiftende ejeres smag og håndværksmæssige evner. Ændringerne skyldes som regel øget pladsbehov da de oprindelige 56 m2 hurtigt slipper op, og udvidelserne afspejler ofte et ønske om at blive boende i Finnebyen.

Medvirkende til de mange om- og tilbygninger er utvivlsomt også det byggeteknisk enkle grundlag som også mange selvbyggere kan slippe af sted med at bygge videre på.

Det originale uudvidede finnehus er ombygningsvenligt ved at både gulv- og loftsbrædder er gennemgående og monteret inden de indre skillevægge er sat op. Dette gør det uhyre simpelt at flytte indervægge uden besværlige og kostbare udbedringer af gulv og loft.

Mangfoldigheden af udvidelser kan inddeles i tre hovedtyper:

  • Type 1: Forlængelse af huset i kippens længderetning
  • Type 2: Påbygning af vinkel
  • Type 3: Tilføjelse af anneks med fx glasforbindelsesgang

På figuren ses alle typer sammen med et oprindeligt hus. De 4 viste eksempler ligger alle som naboer på Østerlarsvej.

 

Udvidelsesmuligheder.

Udvidelsesmuligheder.

 

Den almindeligste og formodentlig billigste udvidelsesmulighed er type 1, det vil sige en simpel forlængelse af huset. Den kræver imidlertid at husets placering på grunden tillader det. De herved mulige planløsninger domineres af indretninger der enten blot gør opholdsstuen større eller etablerer et eller to værelser med adgang fra stuen. Eventuelt terrænspring kan i visse tilfælde udnyttes til indskudte hemse i den tilbyggede del.

En anden hyppigt forekommende udbygning er type 2 hvor der, som regel på langsiden ved soveværelset, tilføjes en bygning hvis tag løber af på det eksisterende hus.

Da udbygningsformen kræver større indgreb i den eksisterende tagkonstruktion, vil det oftest være en dyrere løsning der til gengæld rummer flere muligheder for forskellige planløsninger.

Enkelte steder ses type 3, anneksløsningen. Ved opførelse af et anneks undgås indgreb i tagkonstruktionen på det eksisterende hus, samtidig med at man i det meste af byggeperioden helt undgår at berøre de øvrige bygningselementer på det eksisterende hus.

At type 3 forekommer relativt sjældent skyldes hovedsageligt at den kræver meget plads og at det formodentlig er den dyreste udbygningsform. Ved anneksløsningen får man en ydervæg mere, og installationsføringer kompliceres. Fx vil det ikke altid vil være muligt at udnytte eksisterende tagbrønde, og derfor må der graves nye.

Alle nævnte typer findes naturligvis også i et utal af hybrider, men fælles for dem er en ofte stor opfindsomhed og kreativitet i idé og udførelse.

Det forvandlede finnehus

Finnehusene har i deres 50-årige levetid ændret karakter på mange måder: Det er i dag praktisk talt umuligt at finde et eneste hus med samme udseende som i 1948.

Finnebyens skiftende beboere har gennem tiden sat deres forskellige præg på husene og efterladt et indtryk af broget mangfoldighed. Smag og behag har vist sig at være meget forskellig, og det lille træhus har dannet rammen om den enkeltes udfoldelsesmuligheder.

Man kunne derfor frygte en udvanding af husenes karakteristika og kvarterets homogenitet. Men netop fordi udgangspunktet og rammen har været og er et godt, solidt og ikke mindst karakteristisk hus, har bebyggelsen kunnet bære denne udvikling. Et finnehus er et finnehus, og det ser man stadig – forskelligheden til trods.

Indgangspartiet

Indgangen til et hus er aldrig ligegyldig: Den kan være kedelig, besværlig, original eller smuk, men vil altid give den besøgende et første indtryk af hvad der kan gemme sig bag den.

For at det viderebragte budskab ikke skal være tilfældigt, bør indgangen altid ofres ekstra opmærksomhed. I finnehusets tilfælde udgør trappen og det lille halvtag et særligt imødekommende sted som ud over klart at markere indgangen også giver det ellers enkle og nærmest ydmyge hus karakter.

 

Indgangsparti

Indgangsparti

 

Derfor er indgangspartiet et glimrende eksempel til belysning af finnehusets forvandling.

Dette arkitektoniske element som oprindelig var ens på samtlige huse ses nu i et væld af forskellige afskygninger: Trappen som oprindelig var af træ er i mange tilfælde udskiftet med en støbt betontrappe. Det betyder dog ikke at trætrappen er udkonkurreret. Årtiers slid har sat sine spor, men mange har valgt en ny trætrappe som erstatning for den gamle.

Det karakteristiske sadelhalvtag, som ud over sine dekorative kvaliteter også har en udmærket funktion, er bevaret stort set overalt, men har antaget vidt forskellige former og farver. Den originale indgangsdør med det lille vindue ses stadig i mange af husene. Flere har dog udskiftet døren med en ny i stil med den gamle, mens andre har valgt en ny dør i en mere moderne udgave. Således kan man rundt omkring i Finnebyen studere skiftende tiders dørmode.

Fotografierne viser et lille udvalg af de mange forskellige indgangspartier som de fremstår i 1998.

Vinduerne

De originale vinduer, som var dobbeltvinduer, ses endnu i en del af husene, men ofte er de skiftet ud med termovinduer.

Vindueshullernes placering varierer lidt fra hus til hus, afhængig af verdenshjørner, men de er fint afstemt efter husets proportioner og de bagvedliggende rums funktioner. Ligeledes afspejler vinduerne og deres placering de byggetekniske muligheder ved denne form for elementbyggeri: Vinduerne optræder altid parvis, og man kan næsten sige at de to vinduer visuelt opfattes som eet vindue med elementrammen som “lodpost”. I mange af husene er der dog sket ændringer der bryder dette mønster. Således er der mange eksempler på at man har gennemskåret elementrammen og på den måde skabt større vindueshuller med en proportionsforandring og en svækkelse af konstruktionen til følge.

Til mangfoldigheden tæller også at de nærmest funktionalistiske vinduer enkelte steder er afløst af fintopsprossede bondehusvinder

Beklædningen

Den oprindelige beklædning er en vandret fyrretræsbeklædning på klink. Den er bevaret på langt størstedelen af husene. Men andre variationer af beklædning med såvel vandrette som lodrette brædder kan observeres. Hvor sådanne indgreb er foretaget, kan det være sket i forbindelse med en isolering på husenes yderside, men dette er ikke dokumenteret.

Tilbygningernes beklædning afspejler, som så meget andet i Finnebyen, forskellige opfattelser af hvordan tingene bør gøres: De fleste har beklædt den nye del af huset på samme måde som den gamle, det vil sige brædder på klink, mens enkelte har valgt en beklædning helt anderledes end den oprindelige.

Farverne

Finnehusene var oprindeligt holdt i fire farver: rødt, gult, grønt og blåt efter et forudbestemt system.

På mange af de små veje var husene holdt i én farve, andre veje var tofarvede, mens fx husene på Østerlarsvej, i hvert fald på den ene side, var malet skiftevis i alle fire farver.

Dette har også ændret sig, og i dag fremstår finnehusene i helt vilkårlige farver, kun bestemt af de enkelte beboeres smag og ønsker. Dette har resulteret i en meget broget farvesammensætning der også har sin charme, men som dog ikke udstråler helt den samme harmoni og samhørighed som det oprindelige farvespil.

Taget

I det oprindelige forslag var finnehusene projekteret med tegltag. Men af sparehensyn var man nødt til at finde en anden læsning og valgte i stedet eternittaget. Det kunne have været smukt med røde tegltage, men eternittaget er et udmærket alternativ. De gamle tage nærmer sig afslutningen af deres levetid og er mange steder blevet skiftet ud.

Dagens store udbud af tagdækningsmaterialer har også sat sit præg på Finnebyen, men de fleste har foretrukket eternittaget, der harmonerer godt med de lette træhuse. Det lille halvtag over indgangsdøren har samme tagdækning som hovedhuset.

Haverne

Alle finnehusene har haver – små veldefinerede haver der fra begyndelsen har været afgrænset af velklippede ligusterhække. Det var bestemt i en servitut.

Husenes placering på grunden varierer med hensyntagen til verdenshjørner og trafikale forhold. Derfor er haverne af meget forskellig karakter, de enkelte haverum mere eller mindre opdelte.

Da de første beboere flyttede ind i 1948, fik de selv lov til at anlægge haverne. Det samlende grønne element var ligusterhækken, og den har overlevet til i dag i de allerfleste haver.

Havelågen ses endnu mange steder i den originale udformning. Men ellers er det store udvalg af forskellige havelåger endnu et symbol på mangfoldigheden i et af byens mest farverige kvarterer.

Fakta

Læs mere:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.

×