Brand i Børsen: Træbyggeri er ikke farligt, siger ekspert

0

Efter den katastrofale brand i den gamle københavnske børs er nogle måske blevet lidt mere skeptiske over for at bruge træ i byggerier. Brande relaterer sig dog ikke kun til materialer, men også til menneskers adfærd, forklarer Mikael Koch fra Træinformation og efterlyser mere ensartede brandkrav til byggematerialer.

Af -

Hele Danmark så til i vantro, da Børsen brød i brand, og flammerne fortærede den gamle bygning. Over 400 værker og værdigenstande blev reddet ud af den brændende bygning, og heldigvis kom ingen mennesker til skade ved ulykken.

Men er det simpelthen for farligt at bruge træ i byggerier? Risikerer vi, at vores nye hus futter af, hvis vi bygger det i træ?

”Bestemt nej!” lyder det fra Mikael Koch, MAA og direktør i Træinformation og en af de mest vidende herhjemme, når det kommer til træbyggeri.

”Man laver slet ikke konstruktioner, der står tilgængeligt for flammer – trækonstruktioner pakkes ind, så maksimalt 20 procent er eksponeret – og hulrum bliver afspærret for at mindske brandsmitte. Så der er absolut ingen grund til bekymring”, siger han og peger på det faktum, at brand ikke kun har noget med materialer at gøre, men mest af alt med menneskers adfærd:

”Mange gamle bygninger – ikke mindst dem med masser af træ i konstruktionerne – har overlevet i hundredvis af år og har været igennem verdenskrige og bombardementer og bybrande uden at komme til skade. Børsen selv stod i 400 år, og ligesom med Notre Dame i Paris var det under renovering, at skaden skete”, siger han og fortsætter:

”Hvert år mister mellem 40 og 70 mennesker herhjemme livet i en brand. I 75 procent af tilfældene skyldes branden, at en beboer er faldet i søvn med en tændt cigaret. Det kunne minimeres – måske helt undgås – hvis man stillede krav om røgalarmer, også i boliger fra før 2004”.

Klimaudfordringer kræver nytænkning – også i Bygningsreglementet

Hvor myndighederne måske kunne skrue lidt op for krav om røgalarmer, kunne de til gengæld godt skrue lidt ned, når det drejer sig om træbyggeriers såkaldte brandmodstandsevne, mener Koch.

Træbyggeri under fire-fem etager skal kunne bevare sin bæreevne under brand i 60 minutter, men bygger man over det antal etager, hedder kravet pludselig 120 minutter. Det er unødvendigt lang tid og gør det både dyrt og besværligt at bygge i mere CO2-venlige materialer for høje byggerier i 6 til 8-9 etager, ifølge direktøren.

”Meget i Bygningsreglementets krav er baseret på de teknikker og materialer, man brugte efter Anden Verdenskrig. Der var boligmangel, og staten satte byggeriet i system, baseret på betonelementer. De krav holder man desværre fast i, trods de åbenlyse klimamæssige udfordringer.”

Han foreslår en ”mellemtid” på 90 minutter, så det bliver nemmere at bygge højt i træ, og samtidig er han fortaler for en større og bedre brug af sprinklere.

”Vi skal selvfølgelig brandsikre vores boliger, og ikke mindst vores historiske bygninger. Men det skal jo nødig gå ud over æstetikken”, siger arkitekten Koch og peger på, at man i andre lande som Tyskland, Østrig og Sverige har en anden tilgang til sprinkling, som er en diskret form for brandsikring i både nybyggeri og historiske byggerier. Herhjemme skal sprinkling suppleres med ”kompenserende tiltag” – det betyder en ekstra omkostning og er medvirkende til nogles oplevelse af, at Bygningsreglementet spænder ben for den grønne omstilling.

Træeksperten sætter dilemmaet lidt polemisk på spidsen: ”Hvor mister vi flest menneskeliv – i klimakatastrofer eller i brande? Vi skal ændre vores måde at bygge på, og det haster! Og brand skal ikke være barrieren.”

Brand i Børsen, set fra stranden. Foto: Penguin/W. Carter/Wikipedia

Brand i Børsen, set fra stranden. Foto: Penguin/W. Carter/Wikipedia

 

Hør podcast:

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×