Brandgod nyhed for byggeri med træ

1

Den første storskalatest i en række brandprøvninger, der skal sikre ny dokumentation og bane vejen for mere træ i etagebyggerier, er for nylig gennemført med stor succes.

Af

Bestået.

Så kort kan det siges.

Første runde i brandprøvningsprojektet Wood:UpHigh er gået over al forventning. Et nyudviklet etagedæk – et ribbedæk med synlige bjælker og biobaseret isolering – har bestået en omfattende brandtest, endda med et vist overskud:

”Kravet til brandmodstandsevnen var 60 minutter (REI60), men først efter omkring 90 minutter var ilden brændt helt igennem gipspladerne, hvorefter CLT-konstruktionen blev fuldt eksponeret. Efter 110 minutter blev prøvningen stoppet for at undgå beskadigelse af testudstyr, selvom konstruktionen stadig opfyldte alle testkriterier. Vores foreløbige data indikerer, at der stadig var en vis margin med hensyn til konstruktionens bæreevne”, fortæller Gustav Wallgren, Resistance to Fire Engineer, DBI, i en pressemeddelelse.

Hør podcast om Wood:UpHigh og brandtest med Christian Fundby Schou, Head of Product Design på DBI

Træ som primært materiale

Den vellykkede test er en del af Realdania By & Bygs forsøgsbyggeri i træ og i fem etager – MiniCO2 Etagehus TRÆ. Det skal i skala 1:1 afprøve, hvordan man kan minimere CO2-aftrykket i byggeriet, når træ bruges som primært materiale.

En af udfordringerne ved at bygge i træ i etageboligbyggeri er brandkravene til etagedækket. Og det er her, at den nye test er et vigtigt skridt på vejen.

Med den succesfulde test er vejen banet for at benytte dækelementer med delvist synlige træbjælker i kombination med biobaseret isolering i etageboligbyggeri, skriver Realdania.

 

Nedenfor kan du se en klippet film af brandtesten af etagedækket:

Kilde: Realdania

Om MiniCO2 Etagehus TRÆ

Forsøgsbyggeriet MiniCO2 Etagehus TRÆ skal bidrage med øget viden om, hvordan det er muligt at bygge etagebyggeri til boligformål med mindst muligt CO2-udledning ved brugen af træ som primært materiale. Projektet skal udfordre vores brug af træ som materiale og komme med nye, innovative løsninger på brug af træ i byggeriet og gennem processen belyse udfordringer og potentialer.

Udover MiniCO2 etagehuset i træ, som opføres i Kanalbyen i Fredericia, har Realdania By & Byg igangsat et parallelt forsøgsbyggeri – blot i TEGL. Forsøgsbyggerierne skal understøtte foreningen Realdanias filantropiske mål om at fremme et effektivt, sundt og bæredygtigt byggeri.

Om Wood:UpHigh

DBI og entreprenørvirksomheden LOGIK & CO har en vision om at muliggøre en større andel af biobaserede materialer i byggeriet uden at gå på kompromis med brandsikkerheden. Wood:UpHigh-projektet skal accelerere det biobaserede byggeri ved at tilvejebringe dokumentation for, at sammensatte biobaserede konstruktioner kan finde bredere og nemmere anvendelse i etagebyggeri. Projektet skal bl.a. udføre 10 akkrediterede fuldskala-brandprøvninger, der efterfølgende vil være offentligt tilgængelige. Målet er at løsningerne skal kunne anvendes i alle brandklasser i byggerier op til mindst 4 etager – og muligvis højere i brandklasse 3 og 4.

Projektet er støttet af Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt.

Tags: ,

Modtag gratis nyt om træ:

En kommentar

  1. Kåre Fjalland siger:

    Særdeles spændende og fremtidsorienterede muligheder åbner sig med disse præliminære testresultater.
    Når selv det finanstunge Børsen og dets internationale fætre og kusiner melder om påtagelig og snarlig mangel på basale ressourcer og opfordrer til seriøs omstilling og behov for genbrug – også i byggebranchen! – er det endnu en understregning af alvoren i alle apeller om at efterleve brug af cirkulære/bio-baserede og genanvendelige materialer – as of NOW ! Det er godt at se disse udmeldinger om engagement og aktiviteter.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum