Finsk film af træ

1

Et finsk firma forventer at bringe filmprodukter baseret på træ i stedet for fossile ingredienser på markedet i løbet af 2019.

Af

Finsk film har i denne sammenhæng ikke noget med hverken Mumitroldene eller ”Den ukendte soldat” at gøre. Derimod er der tale om det der tynde plastikwrap kaldet film, som gerne klistrer sammen og kan drive enhver madpakkesmørende forælder til vanvid.

Film er traditionelt baseret på fossile stoffer som olie, men nu er det finske udviklingsfirma Woodly i samarbejde med emballagevirksomheden Wipak – også fra Finland – tæt på at kunne producere film baseret på træ. Samarbejdet betyder, at Wibak forventer at halvere sit CO2-aftryk inden 2025, skriver forest.fi.

Genanvendeligt – ikke nødvendigvis nedbrydeligt

40-60 procent af materialet i det nye film består af genanvendelige råmaterialer. Den resterende del består af naturligt, ikke-giftigt, spiseligt materiale, fortæller CEO hos Woodly Jaakko Kaminen til forest.fi.

Woodly har tidligere samarbejdet med Järvikylä, der sælger potter med krydderurter. Foto: Woodly

Virksomhedens produkter er baseret på træmasse fra FSC-certificeret nåletræ og kan erstatte konventionel, fossilbaseret plast i forskellige typer emballage. Ifølge en analyse fra konsulentfirmaet Pöyry er produkterne CO2-neutrale og påvirker ikke klimaforandringerne, oplyser Woodly til forest.fi.

Woodly har tre produktserier med markedsklare filmprodukter. Den fineste kvalitet kan fx bruges til at emballere frugt og grønt, men mere robuste versioner kan bruges til kasser og kartoner.

Produktserien er ikke bionedbrydelig – ”eller i det mindste reklamerer vi ikke med at være det, selvom der faktisk findes bakterier i naturen, der kan nedbryde vores film,” siger Kaminen – og det er et bevidst valg.

”Bionedbrydelighed er ekstremt vanskeligt at kommunikere om. Ofte forstår folk det sådan, at hvis du smider en biologisk nedbrydelig kasse ud ad vinduet, så forsvinder den simpelthen bare, ”siger Kaminen.

Genbrug skal overvinde plastproblem

Men det er ikke sådan, det fungerer, uddyber CEO’en. Biologisk nedbrydelighed afhænger altid af tid og miljøforhold. Mange materialer bliver ikke nedbrudt af sig selv – eller det tager i hvert fald urimelig lang tid – selvom det er muligt at nedbryde dem i industrielle komposteringsprocesser. Og når fx et stykke emballage nedbrydes, bliver dens CO2-indhold frigivet i atmosfæren.

Ifølge Kaminen er genanvendelighed i højere grad end biologisk nedbrydelighed ”et absolut must, hvis vi vil løse plastproblemet.”

Mængderne af plast, der anvendes globalt, er nemlig så store, at det er absolut umuligt at erstatte dem med biobaserede produkter, hvis alt råmateriale skal være jomfrueligt eller ikke-genanvendt. Desuden er vi endnu ikke nået til de største udfordringer, påpeger han.

”Man mener, at efterspørgslen efter plast vil være fire gange så stort i 2050. Det kan vi på ingen måde håndtere uden genbrug,” siger Kaminen.

Kilde: Forest.fi

Modtag gratis nyt om træ:

En kommentar

  1. joanna siger:

    skrækkeligt, at forbrug af plast bliver 4 gange større end nu 🙁

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum