Gran på gaflen

0

Et norsk forskningsprojekt arbejder på at nedbryde træer til sukkerforbindelser, der blandt andet vil kunne bruges som stabilisator i mad – og til grisefoder.

Af -

Forskere ved Norsk Institut for Bioøkonomi (NIBIO) er i gang med at undersøge, hvordan man kan efterligne brunmuldssvampes måde at nedbryde træer til sukkerforbindelser.

Gry Alfredsen, svampeekspert og seniorforsker ved NIBIO, er leder af forskningsprojektet, som undersøger, hvordan brunmuldssvampe nedbryder veddet til enkelte sukkerbestanddele. Svampene er blandt de få svampegrupper i verden, som kan nedbryde lignocellulose fra træer. Uden dem ville døde træer og kviste hobe sig op i skovene.

”Svampe gør et uvurderligt stykke arbejde med at nedbryde døde træer i skoven”, fortæller Alfredsen til forskning.no og fortsætter:

”Vi kan lære af brunmuldssvampes nedbrydningsmekanismer. De indeholder mange hemmeligheder, som vi ikke har forstået endnu, blandt andet om nye enzymer. Det er viden, som vil kunne give os sukker fra træ på nye, mere effektive og miljøvenlige måder.”

Brunmuldssvampe er specialister i at nedbryde nåletræer som gran og fyr.

”Et af hovedformålene med projektet er at efterligne brunmuldssvampes formidable evne til at opløse og nedbryde veddet til sukkerkomponenter”, forklarer Alfredsen.

Kulhydrat fra træerne

Træ består blandt andet af kulhydratet hemicellulose. Bjørge Westereng fra Norges miljø- og biovidenskabelige universitet, NMBU, der er med i projektet, forsker i at udnytte netop dette kulhydrat.

”Der er meget gran og birk i Norge, og mit job har været at udvinde nyttige kulhydrater fra disse træer”, fortæller Westereng.

Hemicellulosen kan bruges til mange spændende ting. Westereng forklarer, hvordan hemicellulose fra for eksempel grantræ ligner nogle af de komponenter, vi finder i madvarer.

”Det lyder måske lidt mærkeligt at bruge træ til mad, men det er faktisk ganske realistisk. I det igangværende projekt har vi blandt andet brugt hemicellulose som en ingrediens til grisefoder.”

Stof fra gran kan bruges i maden

Hemicellulose fra gran indeholder blandt andet kulhydratet mannose. Det er en sukkerforbindelse, der findes i meget mad i form af såkaldte stabilisatorer. En stabilisator er et hjælpestof, som tilsættes, for at maden ikke skiller og kan holde sig stabil over tid. Mange stabilisatorer er geleer eller fortykningsmidler, som sørger for en mere tyktflydende konsistens.

Og det er her, gran-mannosen kommer ind.

”Det geniale med gran-mannosen er, den er meget kompleks og dækker mange af de egenskaber, der er brug for. Gran-mannosen er på en måde en ’alt-i-ét-mannose’. Og der er jo rigtig meget af træet, som ikke egner sig til for eksempel planker, men som vil være enormt interessant for bioraffinering”, mener Westereng.

Kilde: forskning.no

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×