Nanoteknologi giver træ vilde egenskaber
Nanotræ kan meget vel være fremtiden for isolering.

Foto: University of Maryland.
Forskere ved University of Maryland har udviklet et nyt materiale, kaldet nanowood eller nanotræ, der har lige så god isoleringsevne som EPS (også kendt som flamingo) samtidig med, at materialet er stærkere og fra fornybare kilder.
“Det kan isolere bedre end de fleste andre nuværende termiske isolatorer, inklusiv EPS. Det er ekstremt lovende som energieffektivt byggemateriale,” fortæller Tian Li, postdoc ved University of Maryland.

Foto: University of Maryland.
Træ leder varme langs vedkarrene, men varmen bliver blokeret, når den forsøger at krydse fiberretningen. Ved at vende træfibrene i den rigtige retning, kan varmen blokeres eller transmitteres efter ønske.
Hemmeligheden bag nanotræ er, at man fjerner ligninen fra træet. Lignin er det stof, der gør træet brunt og fast, og nanotræet er derfor nærmest helt hvidt.
Forskerne fjerner også nogle af de korte fibre, der er viklet sammen med cellulosefibrene. Når cellulosefibrene så forbindes til hinanden, resulterer det i, at der dannes en stillads-lignende basestruktur med høj mekanisk styrke.

Foto: University of Maryland.
“Mit forskingsprojekt eksperimenterer med naturens nanoteknologi, som vi ser i træet,” fortæller Liangbing Hu, som er professor ved University of Maryland, og fortsætter:
“Vi genopfinder nyttige måder hvorpå man kan bruge træ i konstruktionen af energieffektive og miljøvenlige hjem.”
I forskernes tests blokerede nanotræet bedre for varmen end både EPS og silica aerogel. Forskerne prøvede også at knuse materialet, og fandt ud af, at i én retning er nanotræ 30 gange stærkere end kommercielle, termiske isoleringsmaterialer, så som EPS, aerogel eller andre skumtyper lavet af cellulose.

Forskerne har både fremstillet nanotræet som blokke og i en tynd, fleksibel og rulbar form. Foto: University of Maryland.
Nanotræ er blot det nyeste skud på stammen af træbaseret nanoteknologi hos forskergruppen, som blandt andet også har forsket i gennemsigtigt træ og papir, samt elektronisk papir.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk