Skoven fylder mere i det danske landskab

0

I de seneste knap 30 år er de danske, statslige skove vokset med et areal svarende til Samsø. Og det er godt nyt, for skovene beskytter grundvandet og giver danskerne nye frilufts- og naturoplevelser.

Af -

Skoven spiller en stor rolle i det danske landskab, og i de seneste 30 år er der også blevet mere af den.

Efter, at man i 1989 vedtog, at Danmark skulle fordoble skovarealet over de næste 100 år, er der kommet 11.000 hektar ny statslig skov til.

En af skovene er Himmerig Skov ved Hinnerup i Østjylland. Her blev de første træer plantet på en mark for 25 år siden, og nogle af dem måler nu 10 meter i højden. Ved Skovens Dag d. 6. maj blev der desuden plantet 150.000 nye træer som en del af en udvidelse af skoven.

“Jeg tror, jeg deler glæden ved at gå en tur eller dyrke motion i skoven med langt de fleste danskere. De nye statslige skove bliver placeret tæt på byer, så danskerne får bedre muligheder for friluftsliv i grønne omgivelser. Samtidig beskytter de grundvandet og leverer en bæredygtig ressource i form af træ. Derfor er jeg glad for, at kommuner og forsyningsselskaber viser stor interesse for at rejse ny skov sammen med staten,” siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Hvert år bliver der etableret cirka 200 hektar ny statsskov, hvilket svarer til at plante omkring 600.000 træer årligt. Derudover indgår der lysåbne naturområder som enge og søer i de nye skove.

Både gamle og nye skove har stor værdi

Naturstyrelsen har i dag omkring 30 aktive skovrejsningsprojekter i samarbejde med forskellige kommuner og forsyningsselskaber fordelt over hele landet.

“Vi har både brug for mere skov og for at beskytte naturværdierne i de eksisterende skove bedre. I nye statsskove kommer friluftsliv og beskyttelsen af grundvandet i første række, mens de gamle skove er særligt vigtige for sjældne dyr og planter,” siger miljø- og fødevareministeren.

De nye statslige skove bliver etableret i samarbejde med lokale kommuner og forsyningsselskaber.

Det er dog også blevet muligt for borgere og virksomheder at støtte statslig skovrejsning. Det sker i form af såkaldte folkeskove i samarbejde med organisationen Growing Trees Network Foundation.

Donationerne vil være med til at øge de midler, som staten i forvejen har afsat til at rejse ny statsskov, hvilket betyder, at der kan rejses endnu mere skov fremover.

5 nye skove, du kan opleve:

Himmerig Skov

Himmerig Skov ved Hinnerup kan i år fejre 25-årsfødselsdag. Skoven bliver i år udvidet med 63 hektar, hvor der i år skal plantes godt 150.000 træer. I alt bliver skoven ca. 260 hektar stor. Bag udvidelsen står Hinnerup Vandværk, Favrskov Kommune og Naturstyrelsen. En mindre del af skoven etableres som en Folkeskov.

Løvbakke Skov

Løvbakke Skov nord for Herning blev plantet fra 1989 og frem til midten af 1990’erne i et samarbejde mellem Herning Kommune og staten. I tilknytning til den nye skov findes en ældre egeskov eller egekrat med krogede ege, og centralt i skoven ligger Løvbakke Naturcenter, som Herning Kommune driver. Skoven dækker samlet ca. 310 hektar, hvoraf staten ejer 185 hektar.

Ringe Skov

De første træer blev plantet i Ringe Skov i 2001, og siden er skoven blevet udvidet, så den nu er i alt 120 hektar stor. I skoven kan man både finde græssende kvæg, en ny grillplads og en hundeskov. I 2018 graves fire nye vandhuller og fritlægges ca. 300 meter beskyttet vandløb i skoven. Skoven etableres i samarbejde med Faaborg-Midt Kommune.

Skævinge Skov

Siden 1999 har Naturstyrelsen været i gang med at etablere Skævinge Skov tæt ved Skævinge og Hillerød i Nordsjælland. Planen er, at skoven på sigt skal blive omkring 530 hektar stor, hvor der i dag er plantet træer på 54 hektar. I den nye skov bliver der også etableret lysåbne naturtyper som enge, overdrev og søer eller moser. De besøgende kan allerede gøre brug af en hundeskov, et nyt stisystem og nyde udsigten fra et udsigtssted.

Oksbøl Skov

Oksbøl Skov bliver en ny bynær skov på Nordals. De første træer blev plantet sidste år, og i dette forår skal der plantes 300.000 træer. Skoven vil dække et område på 150 hektar, hvor der er planlagt seks km nye stier og skovveje, hvor man kan færdes til fods, på cykel eller til hest. Oksbøl Skov bliver til i samarbejde med Foreningen Vandsamarbejdet, Sønderborg Kommune og Naturstyrelsen. En del af skoven bliver etableret som folkeskov.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TEMA

Skove og skovbrug

TEMA

Træ gavner klimaet.

Læs mere

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Følg os på Facebook

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×