To vindere af årets Snedkerpris
Den prestigefyldte Snedkerpris blev i år delt i to: Anker Bak og AKIKO KEN MADE blev hver præmieret med 75.000 kroner.

Vinderne af Snedkerprisen 2023.
En årligt tilbagevendende begivenhed er uddelingen af Snedkerprisen, hvor dygtige repræsentanter for det gamle håndværk hædres. 2023 var ingen undtagelse, og denne gang var der hele to vindere.
Bunken af ansøgninger bevidner, at der er masser af talent, passion og ambition i den danske snedkerbranche, skriver Københavns Snedkerlaug, som står bag prisen, men særligt to ansøgninger skilte sig ud.
En værdig trækrykke
”Allerede når et menneske får brug for et hjælpemiddel, er der værdighed på spil”, forklarede den ene vinder Anker Bak ved prisoverrækelsen. Da Anker Baks 91-årige mormor fik brug for støtte, når hun skulle ud af huset, vægrede hun sig ved at bruge en standard rollator i aluminium og plastic.
Det gav Anker ideen til – sammen med mormor – at designe en smuk krykke i træ, der var stabil, pæn at have stående i stuen og fin at gå ud i verden med. Siden er der kommet flere produkter til.
Københavns Snedkerlaugs oldermand Mads Raaschou udtaler om motivationen for at give Snedkerprisen til Anker Bak:
”Når man først har set noget, kan man ikke u-se det. Anker Bak har skabt en serie af fint formgivne objekter i træ til de mere skrøbelige dele af livet – en rollator, en krykke, en pilleæske, en kiste. Da vi først havde set Ankers smukt forgivne værker, kunne vi ikke u-se, hvor lidt værdige sammenlignelige standardprodukter er. Anker får en til at stoppe op, føle, tænke, tage stilling. Derfor skal Anker Bak hædres i år.”
Japansk og dansk i skøn forening
Akiko Kuwahata og Ken Winther arbejder som et team under det fælles navn AKIKO KEN MADE. Akiko er af japansk oprindelse, og uddannet i Living Space Design på Nihon University. Akiko har arbejdet som møbelsnedker i Japan og siden studeret på Arkitektskolen i Aarhus. Gennem årene har hun arbejdet med at forfine teknikker og design af trægenstande, for at udforske og bruge naturligt træs potentiale og evner.
Ken er så at sige født med en træske i munden, da begge hans forældre arbejdede med møbelproduktion. Han har siden videreudviklet sit håndværk hos PP Møbler, hvor mange af Hans J. Wegners møbler fremstilles. Den danske håndværkstradition og Kens perfektionistiske tilgang blev siden suppleret med længerevarende uddannelsesperioder hos japanske tømrermestre.
AKIKO KEN MADE fik følgende skudsmål med på vejen af Mads Raaschou:
”Det er som om der er et fælles sindelag mellem Japan og Danmark, når det kommer til æstetik og værdsættelse af fint håndværk. Vi er så heldige at have et studio i Danmark, hvor det fælles sindelag helt naturligt kommer til udtryk, nemlig hos Akiko Kuwahata og Ken Winther, der formgiver og producerer under det fælles navn AKIKO KEN MADE. Æstetik og håndværk, fornemt og gennemført, svævende og smukt – til inspiration for os alle – det skal også hædres.”
Kilde og foto: Københavns Snedkerlaug
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.