Træpanelet 2: Det sælger ikke at redde verden

4

Træ er verdens mest miljøvenlige råstof. Og det bedste for klimaet. Så træmænd tror gerne, at træ sælger sig selv, når resten af verden forstår træets miljøfordele.
Men dén antagelse får en overhaling i anden del af Træ.dk's artikelserie med Træpanelet.

Af

Træ kan redde verden, men er det noget for forbrugerne?

Træprofessor Claus Felby lægger ud med det hårde klimaargument for træ:

– I klimadebatten er der kommet en stærk diskussion om at hive kulstof ud af atmosfæren. Enten ved at smide det ind i byggerier eller ned i jorden igen. Træ og skove er det allerstørste redskab vi har til det, og hvis man kan sætte det i sammenhæng med byggeriet, er der enorme muligheder.

– Hvis man kunne tage al tilvækst i verdens skove og proppe den ned i en sæk, i en meget, meget stor sæk, uden at træet rådner igen, så har man løst vores klimaproblem på 9-10 måneder. Så meget kulstof løber gennem systemet. Hvis man kan bruge alt det træ og lagre det kulstof, så har vi en helt, helt anden dagsorden. Så det der med at træ kan redde verden, den overskrift er ikke forkert.

Det får reklamemanden Jørn Duus Hansen frem i stolen:

– Der bliver jeg nødt til at være djævlens advokat, for hvor rigtigt det end er, så sælger det ikke. For at være meget kynisk: Det her handler om, at mennesker skal elske træ fordi det er dejligt at bo i, det giver godt indeklima, det er smukt, det er tilbage til naturen. At redde klimaet? At få folk til at holde op med at spise kød, det er vi i gang med nu, det kommer til at tage 50 år. Hvis vi kan lokke folk til træ via andre ting og så løse klimaproblemet ad den vej, så hjælper det. Det skal være nemt.

Claus Felby og Jørn Duus Hansen. Foto: Henrik Folmar.

Claus Felby er nogenlunde enig: – Det eneste, der måske kan sætte gang i ønsket om at redde verden, det er en fornemmelse af frygt, at mennesker kan se, at nu brænder lokummet. Det kan få folk til at ændre adfærd.

– Så var vi alle holdt op med at ryge, bryder Jørn Duus Hansen ind.

– Nej, det kan du ikke sammenligne, svarer Felby. – Tænk på Anden Verdenskrig, vi snakker den størrelsesorden, se hvor hurtigt man fik omstillet samfundet. Det kan sagtens lade sig gøre.

Jørn Duus Hansen: – Helt enig, men det skete ikke på grund af forbrugerne. Hvis vi vil indføre diktatur, så er det fint, så er det nemt. Men forbrugerne er lodret ligeglade. Hvis det skal styres af byggeriet og forbrugerne, så bliver det en anden tur.

Træpanelet

Træpanelet er Træ.dk’s håndplukkede smagsdommere med spontane og kvalificerede meninger om vidt forskellige træprodukter og deres design, nytte og markedspotentiale. Træpanelet er:

  • Pil Bredahl, produkt- og møbeldesigner, master i bæredygtighed og design. pilbredahldesign.dk.
  • Claus Felby, professor og forsker i anvendelse af træ, Københavns Universitet.
  • Jørn Duus Hansen, pensioneret reklamemand, kendt fra DR’s serie ”Kender du typen?” i 1990erne.
  • Steffan Iwersen, arkitekt, træhusbygger og ejer af Einrum Architects. einrum.com.

I 2017 bringer Træ.dk 10 artikler med Træpanelets meninger om blandt andet cykler, hjelme, kjoler, slips, biler og pap. Og om modediller, verdens redning og at kunne smide ting ud med god samvittighed.

Hvad skal så sælge træ til forbrugerne?

– Da jeg trådte ind i det her hus, kunne jeg mærke, at det er sundt, fortsætter Duus. – Dét sælger. Jeg kan ikke mærke klimaforandringerne. Det er dét, jeg er ude efter. Argumentet om sundhed og natur er langt, langt, langt stærkere over for forbrugerne, hvis man skal overbevise dem om at bo i træ.

Designer Pil Bredahl får afbrudt de to herrer:

– Det handler også om, at der er et positivt signal i at bo i et smukt hus som dette. Man bliver interesseret i at høre historien om det fantastiske ved træet. Vi skal ikke forsage forbruget, og vi skal ikke nødvendigvis undlade at gøre en masse ting, vi skal gøre tingene på en anden måde! Det, at vi godt kan tillade os at bruge træet, at vi godt kan tillade os at bygge og lave alle mulige ting i træ og have det godt med det, have det godt med nydelsen ved brugen af smukke objekter. Det er jo et super argument for at leve på en mere bæredygtig måde. Træet giver os en palette af ting, som er gode at gøre. Dét kan starte en bølge, tror jeg.

Den æder Duus: – Fuldstændig enig. Det er nej-hatten der er problemet.

Foto: Steffan Iwersen.

Så hvor efterlader det alle os der arbejder for en fossilfri fremtid?

Vi skal blive ved med at fortælle hvordan træ kan redde verden, men det er ikke nok. Vi skal også fortælle om træets mange andre fordele, og vi skal lave så gode træprodukter at forbrugerne vil have dem.

Skriv meget gerne en kommentar nedenfor om dine erfaringer: Kan du overbevise familie, venner og bekendte om at bruge mere træ? Hvordan gør du det? Og hvilken modstand støder du på?

Tak for hjælpen.

Modtag gratis nyt om træ:

4 kommentarer

  1. Jan Damkjær siger:

    Hej
    Jeg tro de herrer alle tager fjel. Jeg er selv træmand og kan sagtens se fordelene, men når jeg taler med folk om huse, så siger folk klart. Mit hus skal være af mursten punktum.
    Jeg tror den ligger der, at de færeste har kendskab til træ, de sætter træ lig med det gamle 70er hus med halv rådne stærnbrædder. Så hænger det noget sammen med penge, og verdien af huset, når vi køber er hus forventer vi en opsparing, så nytter det jo ikke noget huset er halv rådnet op efter 20 år, nej et hus skal holde, og det gør træ ikke, det er i hvertfald folks opfattelse.
    Hvis vi istedet ændrede verdisættelsen af huse, så det var grunden der havde værdien, og huset var bygget af genanvendelige matrialer og træ, så kunne det se anderledes ud. Det kunne bedre betale sig at vælte en ændre hus end at renovere, så kunne vi måske få bedre og mere miljøvenlige huse.

  2. Jais Hammerlund siger:

    Det er også en væsentlig pointe at det lydisolere, gerne også med fiber isolering man kunne med fordel for luft lyd og indeklima i beton bygninger tilføje træ evt også med ler maling for at få den bedste fugtighed i det nære lokal klima 🙂

  3. Anna Sørensen siger:

    Kære Duus. Det er alt for pessimistisk et menneskesyn du udviser. Der er masser af eksempler på du har ret og endnu flere at du ikke har ret. ;o) Vi ser det, vi kigger efter…
    Her ude på landet er folk mega-bekymrede over vejret. Vi går hver dag ude i det og alle snakker nu om regnvejret, der bliver ved og ved.
    Vi er også bekymrede over at medier, herunder DR, ikke omtaler klime/natur og slet ikke løsningsmuligheder.
    Vi mennesker VIL gerne redde den lille del af verden, jeg/du lige kan. Vi vil gerne gøre en forskel, opnå status, blive brugt af fællesskabet, være noget særligt, udfylde den unikke plads kun hver enkelt kan. Hvis det ikke kommer frem, så folk som Duus får øje på det, er det fordi:
    Medierne har glemt meningen med livet, det livsfilosofiske, der der er større end os selv, det åndelige. ;o)
    Naturvidenskaben har ‘banket på plads’, at alt det der ikke kan måles i tal ikke betyder noget. Penge kan tælles, penge = vigtigst…
    Religion er for naive mennesker høres igen og igen i medierne (“Opium for folket”, Marx).
    Naturviden, naturbevidsthed er væk for en masse mennesker, der bor i byerne og gennem flere generationer. Kæmpe-problem.
    Vi hører hele tiden i medierne og af eksperter, at “vi kan ikke redde hele verden”… Næh, men lidt har jo også ret, som fx vores demokrati!! Hvis ikke jeg stemte med mit lille kryds og en masse andre lige så, så havde vi jo ikke demokrati… Det glemmer vi vist ofte i den daglige debat, mediestrømmen, og ‘mig først i stedet for 1. maj’, som det så morsomt er formuleret.
    Fællesskab er da stadig alt, naturens fællesskab er alt liv! Det er ikke bare ‘socialisme’ eller ‘en bestemt politisk retning’, det er FAKTA. ;o) Uden luft går det ikke…. eller de andre basale livsbetingelser…
    Mvh. Pædagog og lærer Anna Sørensen, Sneumvej 15 G, 6731 Tjæreborg
    En stærk bekymret samfundsborger, der heldigvis kan se civilsamfundet vågner rundt omkring, mens DR glimrer med sit fravær i den folkelige debat om det gode liv. Bortset fra dårlige negative håbløse nyheder.

  4. Thorvald Johannes Pedersen siger:

    Jeg har ind i mellem forsøgt at anvende CLT i de projekter jeg har på arbejdet og også udenfor. Jeg arbejder som bygningsingeniør i et ganske traditionelt dansk rådgivende ingeniørfirma, Niras. Ok. I ét projekt var det et andet ingeniørfirma, der havde projektledelsen. Men han var overhovedet ikke interesseret i at bruge CLT, jeg tror nok han mente det ville blive for dyrt. I stedet blev det træskelet, men til akkurat denne bygning, ville mange løsninger og detaljer, samt meget projektering, have været meget nemmere med CLT. I et andet projekt (et projekt til boliger, 3-5 etager, høj sikkerhedsklasse) vil entreprenøren lave ikke-bærende udfyldningsfacader med porebeton bagmure, samt isolerede stålskelet vægge i andre facader. Et af mine tidlige forslag var at lave alle bagmurene i CLT, fordi det ville være meget nemmere at arbejde med, meget nemmere at hænge altaner op i. Og lav karnapperne færdige i CLT også, hejs dem op og skru dem fast til CLT bagmuren med skruer. Hvor enkelt kan det være. Men nej, nej, det er alt for dyrt, porebeton koster jo kun 250 kr/m2, færdig muret… Tja, men inden man er færdig med indrilning af el, afstivende stålsøjler og puds, koster det nok nærmere tæt på 500 kr/m2 og en 100 mm CLT kan fås til omkring 600 kr/m2 færdig monteret eller tæt på deromkring i hvert fald.

    Det problem jeg møder er at ingeniørerne og entreprenørerne er meget konservative. Min storebror derimod var ikke så vanskelig at overbevise, efter at han så videoen med Steffans hus, mine CLT vareprøver m.v. Men han er heller ikke ingeniør eller entreprenør. Han vil bare gerne have noget der er til at forstå, som er nemt at arbejde med, som er konkurrencedygtigt på pris – og som giver et godt indeklima.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træpanelet 1

Træhuse er sundere, og sådan er det.

Kulstoflagre i skoven

Skoven er verdens største landbaserede kulstoflager.

Læs mere

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Følg os på Facebook

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum