Unika-bord fra undervandsskov
Et norsk arkitektfirma har skabt et unikt træbord af træ, som har stået under vand i flere årtier. Træet kommer fra undervandshugst "down under".
Myten om Atlantis – det sagnomspundne land med store rigdomme, nedsunket i vand – kender vi alle sammen. Men hvem vidste, at der også findes et andet undersøisk rige – med skatte bestående af træ?
Træernes Atlantis kan findes i Pieman Lake på den australske ø Tasmanien. Her findes Eukalyptustræ (kendt som tasmansk eg), som har stået under vand siden 1986 på grund af opførelse af en dæmning på Pieman River – nu Pieman Lake.
Disse træer har det norske arkitekturfirma Snøhetta udset sig til deres nyeste møbelprojekt, hvor de har skabt et såkaldt “Intersection table”. Det er en del af deres ambitioner om at undersøge brugen af sjældent udnyttede materialer til blandt andet møbelproduktion.
“Som en del af Snøhettas igangværende undersøgelse af anvendelsen af nye og glemte materialeteknologier er bordet det første projekt med træ, der har stået under søvand i årtier,” fortæller Snøhettas australske administrerende direktør Kaare Krokene til Dezeen.
Bordet er fem meter langt og fremstillet som et “engangsstykke”, hvilket vil sige, at der kun produceres ét af slagsen for at tage afstand for “forbrugerisme”. Bordet er udviklet i Adelaide i Australien ved brug af traditionelle træbearbejdningsmetoder.
“Bordpladen er en enorm torsionsboks-konstruktion (to tynde lag materiale på hver side af en let kerne, red.), der minder om vingen på et fly,” fortæller senior designer ved Snøhettas afdeling i Adelaide Jon Goulder til Dezeen.
Skovbrug under vand
Træet er høstet af Hydrowood, et firma som har specialiseret sig i undervandsskovbrug i den forstand, at de døde træer bliver høstet under vandoverfladen. Dette sker ved hjælp af skovens maskiner, ligesom i det almindelige skovbrug. Dog er maskinen placeret på en kæmpe pram, og fældehovedet er vandtæt, så det kan arbejde under vand.
Maskinføreren vælger det træ, der skal fældes, hvor toppen stikker op over vandoverfladen. Fældehovedet sendes ned under overfladen langs stammen og skærer træet over. Træet trækkes op af vandet og placeres på prammen, hvorefter fældehovedet skærer træet op i lige store dele, nøjagtig som man ville gøre i et almindeligt dansk skovbrug.
Hydrowood høster blandt andet eg, Blackwood (en art akacie), Celerytop Pine (en nåletræsart i slægten phyllocladus), Sassafras (en art laurbær), Huon Pine (en nåletræsart) og Tasmanian Myrtle (en art Sydbøg, der minder om den danske bøg) fra Pieman Lake.
Her kan du se Hydrowood i aktion:
Kilde: ABC Australia og Dezeen
Fotograf: Grant Hancock
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.