Bevaring af regnskoven kræver en bæredygtig træproduktion
Den danske trævirksomhed Keflico går forrest i kampen for at beskytte regnskoven i et nyt, internationalt initiativ.
Træproduktionen i Amazonas-regnskoven er faldet med knap 70 procent over de seneste 20 år. Samtidig har skovrydningen i Amazonas nået sit højeste niveau i 12 år. Den skadelige skovhugst har spredt sig til hjertet af regnskoven, og afbrændingerne frygtes at sætte rekord igen i år.
Årsagerne skal ifølge IDH – The Sustainable Trade Initiative – findes i især industrielt landbrug og produktion af kød og soya. For at bidrage til en bæredygtig udvikling i Amazonas, biodiversiteten og klimaet generelt går den nordjyske virksomhed Keflico forrest i et fælles initiativ med en række internationale aktører i træbranchen.
”Hvis vi som importør vil bidrage til at gøre regnskoven i Amazonas mere bæredygtig, bliver vi nødt til at samle branchen og danne fælles front. Derfor går vi nu ud med det her initiativ, som blandt andet indebærer en opfordring til at støtte bæredygtig skovdrift og træproduktion samt gøre opmærksom på, at der er øget behov for bæredygtighedscertificerede skovområder og træbaserede produkter herfra. Vi har allerede mødt meget positiv opbakning og håber, at endnu flere vil tilslutte sig, så vi kan lykkes med at gøre en forskel”, lyder det fra chef for Sourcing & Compliance i Keflico, Kasper Kopp.
Bæredygtig produktion skal kunne betale sig
Det nye initiativ bygger på en række rapporter udarbejdet af blandt andre det brasilianske konsulentfirma Imaflora samt den Danida-støttede NGO IDH, der viser udviklingen i Amazonas-regnskoven over de seneste 20 år inden for træproduktionen, men også skovrydningen samt kortlægning af årsagerne.
Ifølge Keflico, som samarbejder med skovejere i Brasilien, er der dog konkrete indsatser, som forhåbentlig kan være med til at vende udviklingen:
”Det grundlæggende problem er, at det ikke altid er en den bedste forretning at drive bæredygtigt skovbrug i Amazonas. Mange af træerne bliver derfor brændt eller fældet for at gøre plads til mere rentabelt landbrug med sojabønner og kvæggræsning, der hurtigt udpiner jorden og driver landmændene endnu længere ind i skovene. For at bevare regnskoven er det derfor nødvendigt at gøre bæredygtig træproduktion til en god økonomisk forretning og investering. På den måde er der en interesse i at bevare skoven gennem skovdrift”, forklarer Kasper Kopp og fortsætter:
”Udenforstående vil jo umiddelbart synes, at det lyder positivt, at træproduktionen i Amazonas er faldet voldsomt, men i realiteten er det faktisk et kæmpe problem, fordi alternativet oftest er rovdrift og afbrænding af træer til fordel for landbrug. Hvis man vil bevare regnskoven, er det derfor nødvendigt i stedet at sikre en bæredygtig træproduktion.”
Vil hæve markedsandele for certificeret træ
Med initiativet viser parterne deres interesse i at fremme træ fra bæredygtige, ikke-destruktive kilder.
Bæredygtig skovdrift, som det fx kendes under FSC-certifikatet, betyder, at der stilles en række krav, ikke bare til natur og miljøforhold, men også til sociale forhold. Med certificering udlægges
større skovarealer til beskyttet natur, mens arealer, hvorfra der tages tømmer, forvaltes med en bæredygtig skovdrift. Typisk med en lang rotation mellem fældninger og med hensyntagen til skovens robusthed, træarter og beskyttelse af truede arter.
Ifølge Keflico er en af de største udfordringer, at der er usikkerhed blandt træproducenterne i forhold til, om efterspørgslen på certificeret træ er stor nok. Et af formålene med initiativet er derfor at sende et signal om, at markedet for det miljøcertificerede træ er til stede.
Udover Keflico er Dansk Træforening samt de danske træimportører Global Timber og Wennerth Wood en del af initiativet. Derudover har en række trævirksomheder i Storbritannien, Holland, Tyskland, Belgien, Italien, Frankrig og Portugal tilsluttet sig initiativet.
Kilde: Keflico
Fotos: FSC Danmark og Canto Global
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.