Svenskerne skal klædes i træ

0

Rødder og grene skal erstatte bomuld, hvis det står til to svenske professorer. Potentialet er stort og kan samtidig gøre Sverige selvforsynende med tekstiler.

Af

Sverige har utrolig meget skov. Og dermed utrolig mange grene, rødder og andre smårester, der ikke umiddelbart kan bruges til noget, når træerne er fældet og stammerne taget ud for at indgå i fx byggeriet eller til møbelproduktion. Noget af hugstaffaldet bruges til biobrændsel, resten får lov at ligge og formulde i skovbunden.

Men nu vil forskere fra Stockholms Universitet i samarbejde med Region Stockholm forsøge at omdanne en del af skovresterne til tekstil, der skal bruges til tøj til personalet i regionens sundhedssektor. Det skriver forskning.se.

Det er ikke en ny idé at lave tekstiler ud af træ, men at kunne bruge restprodukterne fra skovhugst åbner for en endnu bedre udnyttelse af materialet.

TEMA: Fra træ til tekstil

Aji Mathew er professor i materialekemi og forsker i biobaseret funktionelt nanomateriale, mens Joseph Samec, som er professor i organisk kemi, forsker i, hvordan restprodukter fra skovbruget kan få nye anvendelsesområder. De to har slået deres fagligheder sammen for at opnå det bedste resultat.

Stort potentiale i skoven

Der er så enorme mængder af rester i de svenske skove, at man ifølge Joseph Samec uden problemer kan fjerne 40 millioner kubikmeter hvert år, uden at det går ud over mængden af træ i skovene. Han peger på forskning fra Skogforsk, som viser, at de rødder og grene, der bliver tilbage, er fuldt ud tilstrækkelige til at give næring til skoven.

Og blot 20 millioner kubikmeter er tilstrækkeligt til at dække landets samlede behov for tekstiler og brændsler.

Samec ser derfor store potentialer i at udbytte skovens rester bedre:

”Ved at anvende skovens restprodukter kan Sverige blive selvforsynende med tekstiler og også imødekomme det store behov for plastik og brændstof. Sverige vil endda kunne blive nettoeksportør af materialer, kemikalier og brændstof fra skovrester”, siger han til forskning.se.

Slidstærke fibre

Samecs forskningsgruppe skal koncentrere sig om at forvandle skovresterne til en masse, som Mathew og hendes team bagefter skal omdanne til tekstilfiber. Fibrene skal være slidstærke, fordi de skal bruges til tøj til regionens sundhedspersonale som erstatning for det tøj af bomuld, der hidtil er blevet brugt.

Mathew er derfor i gang med at nærstudere og finkæmme det nuværende bomuldstøj for at undersøge fibrenes egenskaber, så hun kan blive helt klar på, hvad der kræves af det nye materiale.

 

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum