Udstilling: Shapes of Ice
Naturens flygtige skønhed indfanget og indefrosset i det stabile træ. Sådan beskriver møbelsnedkeriet Egeværk deres nyeste udstilling, der kan opleves i Frederiksværk frem til den 11. september 2019.
Møbelsnedkeriet Egeværk, som vandt Snedkerprisen 2019, udstiller en serie skulpturelle møbler på sensommerens udstilling Shapes of Ice i Gjethuset i Frederiksværk, alle inspirerede af is og smeltning.
Gennem observationer i naturen samt manipulering af smelteprocesser i snedkerværkstedet har Egeværk afdækket og studeret isens mangeartede udtryk.
De mest interessante udtryk er omsat til en række unikaværker i nordisk træ – naturens flygtige skønhed indfanget og indefrosset i det stabile træ.
Nye sider af træet
Egeværk er i de senere år blevet mere og mere eksperimenterende i deres virke og har deltaget på en lang række internationale kunstudstillinger.
”Vi har igennem de senere år bevæget os mere og mere ind på en international scene, hvor der arbejdes med træ på helt nye måder. Traditionerne udfordres – der tænkes ikke så meget i funktion og slet ikke i lige vinkler. Træet opløses til flydende former, bliver til vilde spidser, træ blandes med andre materialer, tunge bordplader stilles ovenpå glasben. Det er et vildt og kunstnerisk univers, og træet er her noget, man kan boltre sig med på linje med materialer som keramik, ædelmetaller og glas. Vores elskede materiale er ikke begrænset til at blive til plankegulve og pæne spisestuestole. Og hvorfor skulle det egentlig også det?” siger Mette Bentzen, der sammen med Lasse Kristensen står bag Egeværk.
Du kan se udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset, Frederiksværk, den 17. august – 11. september 2019.
Egeværk om udstillingen
I arbejdet med værker til udstillingen har mange sammenfald mellem de to materialer – is og træ – åbenbaret sig. Smukke sammenfald! Både is og træ er naturlige bærere af det nordiske; repræsentanter for henholdsvis det kolde og det kølige. Frosten og skyggen. Dæmpede farver hersker – og man skal tæt på den umiddelbare nøgenhed for at opleve den visuelle kompleksitet. Former og forskydninger fra isen er blevet til organiske former, der får træet til at fremstå sanseligt og dragende. Isens lag og flader spejles i træets årringe og fibre. Begge materialer er monokrome med en verden af farver i sig.
Om Egeværk
Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk er i gang med et fagligt løsrivelsesprojekt. Deres baggrund er den danske møbeltradition; begge er udlært på PP Møbler, og bagkataloget er dermed de fineste danske møbelklassikere. Målet er at definere en ny måde at arbejde med formgivning af træ på – og det forfølges gennem lige dele leg og hårdt arbejde. Bygget på indiskutabelt talent, et stærkt samarbejde og tilsat en god portion fandenivoldskhed. Oprørstrangen udelukker dog ikke den største respekt for de design- og håndværkstraditioner, der har formet de to ambitiøse møbelsnedkere: ”Man skal kende reglerne for at kunne bryde dem”.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.