Gule efterårsfarver i Europa – røde i Nordamerika

Gult efterår i Europa

Efteråret er kommet til Danmark og udenfor står træer og buske og forbereder sig på vinteren.

Bladene har skiftet farve og begynder så småt af falde af. Farverne er fortrinsvis gule, og de fleste mennesker forbinder det gule løv med efterår.

Efteråret byder på et væld af farver – fortrinsvist gult i Europa, rødt i Nordamerika

Rødt efterår i Nordamerika

Sådan er det imidlertid ikke alle steder. I Nordamerika og i Østasien er efteråret nemlig fortrinsvist rødt. Og det er ikke blot en fornemmelse – det er en botanisk kendsgerning.

Men hvorfor? Spørgsmålet har altid været kilde til undren.

Øst-vest eller nord-syd

Et nyt finsk-israelsk forskningsprojekt har fundet et muligt svar på gåden. Teorien er, at efterårets farver har en masse at gøre med den retning, kontinenternes bjergkæder har. Øst-vest eller nord-syd.

Forklaring følger! Men først lidt mere om efterårets fartveskift.

Bjergene i Nordamerika ligger i en nord-sydgående retning. I Europa er retningen fra øst til vest, hvilket igennem tiderne har givet vanskeligheder for arternes migration under klimaforandringer. En af følgerne er rødt efterårsløv i Nordamerika og gult efterårsløv i Europa.

Fra grøn til gul

Træernes farveskift begynder hen på sommeren, når bladenes grønne klorofyl begynder at forsvinde. Når den grønne farve forsvinder, bliver det gule pigment, som hele tiden har været der, synligt.

Bladene fungerer fortsat og er levende. Efterårsfarverne har altså ikke noget at gøre med, at bladene er ved at dø og falde af. Farven er en naturlig del af bladets livscyklus, fastslår forskerne.

Fra grøn til rød

Den røde farve har en anden historie. I de røde blade findes nemlig også det gule pigment, men farven bliver overdøvet af farvestoffet anthocyanin.

Forklaringen lyder, at den røde farves funktion er, at skræmme de mange insekter væk, der tiltrækkes af den store bevægelse af næringsstoffer der finder sted i løbet af sensommeren og efteråret.

Det ser nemlig ud til, at f.eks. bladlus holder sig fra de røde blade.

Rødeg er en nordamerikansk træart – og kendt for sine røde blade om efteråret

Geologi og klima

Men hvorfor investerer træer og buske i nogen verdensdele energi til at producere den røde insektbeskyttelse, når andre undlader det?

Forklaringen har både noget med geologi og klima at gøre.

Istiden har svaret

I løbet af de sidste millioner års forskellige istider, har planter og dyr været tvunget til at flytte sig – migrere – over store afstande, når klimaet ændrede sig.

Det kan de gøre rimelig smertefrit i løbet af et antal generationer, så længe de klimatiske forandringer ikke går for hurtigt, og så længe at der ikke ”står noget i vejen”.

Det er tilfældet i Nordamerika, hvor bjergkæderne løber fra nord til syd. Her har arterne frit kunnet bevæge sig sydpå, når kulden og isen truede i nord.

I Europa løber den dominerende bjergkæde, Alperne, imidlertid fra øst til vest, som en vanskelig barriere for arternes kuldeflugt.

Anderledes fjendebilleder

Europa har mistet mange arter pga. Alpernes migrations-barriere – både dyr og planter – og heriblandt nogle af de insektarter der plager træer og buske.

Dermed er fjendebilledet i en dansk skov noget anderledes end i Nordamerika og Østasien. Og dermed er behovet for beskyttelse også anderledes.

Kun rød hvis det betaler sig?

Konklusionen er, at kun få vækster hos os producerer den særlige røde insektafskrækker. De bliver simpelthen ikke angrebet hårdt nok til, at det betaler sig.

I Nordamerika og Østasien er forholdene anderledes. Her er det reglen frem for undtagelsen, at angrebene fra insekter ville koste mere end det koster at producere det røde stof.