Bølgende bogreol får inspirationen til at blomstre
En lokal forfatter kan fremover skrive sine børnebøger i en træhytte med indbygget gulv til loft-bogreol. Arkitekternes ønske er at skabe rammer for inspiration med det kreative og enkle design, fortæller de til Træ.dk.
I det nordlige Madrid har en spansk børnebogsforfatter fået bygget en træhytte i sin have med en bølgende bogreol, der strækker sig hele vejen fra gulv til loft. Bogreolen er smukt udformet af 100 stykker fyrretræ og slanger sig langs den ene væg hele vejen op til hyttens kip.
Det lokale arkitektfirma MuDD Arkitekter har designet forfatterhytten, og for at få den bølgende bogreol til at fungere, har arkitekterne arbejdet sammen med et digitalt fremstillingsstudie i Girona.
”Den mest udfordrende del, men også en af de vigtigste dele af huset, er den meget komplekse, kurvede bogreol tilpasset husets specielle skrå tage,” forklarer studiet til Dezeen.
”Bogreolen skaber en fornemmelse af bevægelse, holdt stille i tiden, hvor den tunge vægt af både det vandrette og lodrette skaber modvægt til det høje tag.”
Kreative kontraster og tidstypisk twist
MuDD Arkitekter skriver til Træ.dk, at de gav træhytten et moderne twist, som kommer til udtryk i kontrasten mellem de enkle linjer og den dynamiske bogreol, hvor også de forskellige trætoner skaber farveforskel. Den kreative æstetik og det enkle design skal give plads til nye tanker og inspiration for forfatteren.
Den indvendige beklædning i huset består af ahorn, der skaber kontrast til bogreolens lysere fyrretræ. CLT fra Østrig og krydsfiner fra Spanien er brugt til hytten, fortæller arkitekterne til Træ.dk.
Inspiration fra natur og design
Den asymmetriske bogreol bølger sig op mod det skrå tag, der har en ydre belægning af oxideret jern. På to sider af hytten består væggen af glas, så det naturlige lys strømmer i dagstimerne, mens indbyggede LED-lys, der kan dæmpes, oplyser hytten og bogreolen, når det bliver mørkt. Fra hyttens kip hænger en støbejernsbrændeovn til de koldere dage.
De store glaspartier giver vid udsigt til haven, og træterrassen rundt om huset skaber en naturlig overgang fra naturens verden til forfatterhytten, hvor nye verdener skal skabes.
Læs også om et andet kreativt træhus med indbygget skaterrampe eller et træhus, der er inspireret af et gammeldags træskib.
Kilde: Dezeen
Fotos: MuDD Arkitekter
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.