Rødeg

Rødeg

Navne

Fællesbetegnelse Quercus spp.

• Dansk: Rødeg
• Latinsk: Quercus rubra
• Engelsk: Northern red oak

Andre navne:

Southern red oak (Quercus falcata)

Geografisk udbredelse

Rødegs naturlige udbredelse. (Quercus rubra og Quercus falcata)

Quercus rubra

Rødegene har et stort udbredelsesområde og den mest udbredte art, Northern red oak Quercus rubra, strækker sig fra Nova Scotia, Canada i nordøst, til Nebraska og Oklahoma i vest, og mod syd næsten helt til den Mexicanske Golf og optræder i det sydlige Alabama, Georgia og dele af Louisiana og Mississippi længst mod syd.

Quercus falcata

I modsætning hertil dækker arten Southern red oak, Quercus falcata alle de sydlige stater men strækker sig kun til Kentucky og Virginia i nord og til Long Island i øst.

Andre rødege

Andre rødege optræder i forskellige regioner, men man kan generelt sige at rødegene optræder i samtlige stater øst for Mississippifloden samt i få stater vest herfor. De arter der vokser langs vestkysten har imidlertid ingen kommerciel betydning og tjener miljømæssige formål ved at beskytte mod erosion og fungere som levested for plante- og dyreliv.

American red oak er en ægte Quercus og tilhører Fagaceae, bøgefamilien. Kommercielt kendes arten generelt enten som Northern red oak eller Southern red oak, men herved skjules i virkeligheden en mængde variation. “Silvics of North America” opremser ni rødege arter, som har kommerciel betydning og som er hjemmehørende i de østlige stater samt tre andre i Californien og langt mod sydøst inklusiv Florida.

Rødeg i europa

Rødegene er kun naturligt hjemmehørende på det nordamerikanske kontinent, på trods af at de er blevet introduceret og plantet i en række parker og byer overalt i verden.

Rødegen er kendt for de smukke efterårsfarver.

Men arternes uegnethed til bødkerarbejde og udendørs snedkerarbejde kan være med til at forklare hvorfor plantningerne ikke er slået igennem i Europa i større stil.Mange engelske haver og franske byer kendetegnes ved arternes karakteristiske løv. I Frankrig og i det nordlige Spanien er der etableret rødegplantager. De er endnu ikke afdriftsmodne, men skovdyrkere melder om gode vækstresultater.

I danmark blev den indført som parktræ i 1782 og har været anvendt til vedproducent siden 1882 og især i 1950’erne hvor den nærmest var på mode. (Kilde: Danmarks træer og buske 2001, Peter Friis Møller og Henrik Staun)

Træets vækst og størrelse

Det voksne træ er normalt 20-30 m højt og normalt 60-90 cm i diameter. Rødeg klassificeret som middel i skyggetolerance. Den er mindre skyggetålene end fx. bøg og lind, men mere skyggetålene end Tulipantræ. (Kilde: http://forestry.about.com/library/tree/bltheoak.htm)

Rødegen genkendes lettest på bladenes spidse lapper i modsætning til hvidegenes afrundede blade, som bliver brune snarere end røde om efteråret.

Hugstens miljømæssige betydning

Hugsten af Rødeg har en række vigtige miljømæssige implikationer, når man betragter den som et alternativ til andre løvtræarter. Først og fremmest forekommer den i rigelig mængde, og øger sin stående vedmasse hvert år, udover hvad der efterspørges til det hjemlige forbrug og til eksport. For det andet, og det er lige så vigtigt, eksisterer der veletablerede anvendelser i alle sortimenter, hvorfor udnyttelsesgraden er høj for denne art. Ved at være et alternativ til rødlige tropiske løvtræarter bidrager arten endelig til at lette presset på de tropiske skove som ikke forynges med samme lethed.

Veddets udseende og struktur

Både de amerikanske rødege og hvidege adskiller sig fra de europæiske ege Quercus robur, Stilkeg og Quercus petraea, Vintereg.

Et eksempel på rødegens ved

Hvidegenes fiberforløb og farve minder mest om de europæiske ege, som hovedsageligt udviser mindre variation end den der findes blandt de mange amerikanske ege.

Den væsentligste forskel hos rødegene ses i cellestrukturen, hvor den manglende tyllerdannelse bevirker at cellerne absorberer vand snarere end at virke vandafvisende. Dette har betydning for den udendørs anvendelse og betyder at veddet ikke kan bruges ved fremstilling af tønder.

Rødegens splintved er hvidt til lyst brunt, og hjerteveddet er lyserødt til rødligt brunt. Der hersker på markedet den misforståelse at rødegens ved er rødt, men farvebeskrivelsen henfører udelukkende til løvets høstfarver, og kan derfor virke misvisende i forhold til det opskårne tømmer. Rødeg kan være ganske blegt i farven mens hvidege kan have et lyserødt udseende. Det opskårne ved har i reglen et ret, men ofte grovere fiberforløb end amerikansk hvideg og er mindre mønstret på grund af mindre marvstråler.

Arternes variationsomfang

Som allerede antydet eksisterer der så mange typer af amerikanske rødege, at variationer er uundgåelige. Mange savværker adskiller ikke de enkelte arter i bunken af rødeg, og derfor kan der optræde variationer primært i form af farve, fiberkarakteristika og rumvægt i det enkelte parti skårne tømmer.

Et lige så vigtigt bidrag til variationen er imidlertid den variation der eksisterer indenfor den enkelte art og som skyldes forskelle i vækstbetingelser. En enkelt rødeg-proveniens kan være udbredt over så meget som 2500 km fra det nordlige New England ned i de sydlige stater som fx. Tennessee og South Carolina.

Det er klart at man under de koldere klimatiske betingelser, der eksisterer mod nord med kortere vækstperioder, vil frembringe mere kompakt ved der indeholder en mindre andel splintved end når man dyrker den samme art under de fugtige vækstbetingelser der hersker om sommeren mod syd.

Dette kan nok være en forsimpling, for i virkeligheden spiller også højden over havet en vigtig rolle. Bjergkæden Appalacherne, som groft sagt strækker sig fra staten New York i nord til Tennessee i syd, kan totalt ændre denne gradvise overgang i veddets karakteristika. Således kan en rødeg, der vokser i lav højde i New York eller Virginia udvise de samme karakteristika som den samme art der vokser i større højde i bjergegnene mod syd. Man kan med rette hævde at vedkvaliteten afhænger af på hvilken side af bjergene træet har vokset.

Naturlig varighed

Rødeg kategoriseres som “svagt holdbar til uholdbar” overfor kerneråd når den anvendes under åbne forhold og uden beskyttelse. Men dens cellestruktur gør den meget modtagelig overfor beskyttelsesmidler, hvilket kan være en positiv om end bekostelig egenskab.

Bearbejdelighed

Træet skal tørres med forsigtighed, og ligesom det er tilfældet for de fleste egearter har veddet tilbøjelighed til at flække og vride (warping) hvis det tørres for hurtigt. Det har også en høj svindfaktor, og skal derfor stabiliseres fuldstændig inden det tages i anvendelse. Selv da kan veddet kaste sig, hvis det udsættes for drastiske udsving i omgivelsernes temperatur eller fugtighed.

Rødeg er den allermest forekommende og populære blandt de amerikanske arter på det amerikanske hjemmemarked og er velkendt for sine bearbejdningsegenskaber og efterbehandlingsegenskaber.

Den lader sig let maskinbearbejde og har gode sømnings- og skruningsegenskaber, selvom det tilrådes at anvende forborede huller for at undgå at træet flækker.

Limning og farvning

Veddet har gode egenskaber ved limning, og overfladen lader sig let slibe forud for indfarvning og polering, hvorved der kan frembringes emner af meget høj kvalitet til møbelanvendelse og snedkerarbejde.

Anvendelse

Rødeg er den mest anvendte løvtræart på det amerikanske marked, og selvom arten i Europa er mindre tilgængelig og ikke lige så populær kan man forestille sig rigelige muligheder for at bringe den i anvendelse.

“Hard Rock” Café i Madrid førte an i brugen af Rødeg i Spanien, hvor man ellers foretrækker hvidege.

Det særlige fiberforløb giver møbeldesignere en løvtræart med meget karakteristiske årer. Belgiske og Italienske møbelskabere har hver især anvendt Rødegen på ganske forskellig vis i deres arbejde. Således foretrækker belgierne det mere solide udtryk, mens italienerne sigter efter noget mere elegant. Men de har hver især udnyttet indfarvningsegenskaberne for at opnå de tilstræbte resultater. Men den mest menneskelige egenskab ved dette skønne løvtræ er veddets varme og den måde det føles på ved berøring, som de fleste mennesker nyder.

Sådan her kan rødegs møbler se ud

Fysisk- og mekaniske egenskaber

Der henvises her til “Guide to American Hardwoods” som udgives gratis af American Hardwood Export Council og som kan bestilles via internettet på www.ahec-europe.org. Her beskrives artens fysiske egenskaber og dens bearbejdningsegenskaber tillige med en lang række områder indenfor hvilke arten finder anvendelse.

Arten klassificeres som hård og tung med medium bøjebrudsstyrke (bending strength) og stivhed, men den nordlige varietet kan være både hårdere og tungere som følge af en langsommere vækst, der er knyttet til både klimaet og højden over havet. Visse af styrkeegenskaberne, fx. bøjebrudsstyrken kan imidlertid være højere for enkelte af de sydlige egearter.

Markedsudvikling og eksportfordeling

Rødeg fra Amerika har været importeret i Europa i hundrede år, men det er udelukkende i de sidste tyve år at mere end nogle få lande har importeret betydelige mængder. I dag er Belgien, Storbritannien, Frankrig og Italien de største aftagerlande, selvom der sælges betragtelige mængder til Canada, hvor træet videreforarbejdes og geneksporteres. Det lille marked i Irland er også vokset støt, og forbruget i Skotland vides at være større end i England, så arten appellerer tilsyneladende til den keltiske smag.

Nuværende og langsigtet tilgængelighed

Som det allerede er omtalt har rødegen et enormt fremtidspotentiale, hvilket ironisk nok skyldes den overudnyttelse der fandt sted i 1800-tallet hvor man ryddede skov for at opdyrke jorden i forbindelse med industrialiseringen i USA. Løvskovene blev kraftigt hugget for at opnå ved til brændsel og trækul, til minearbejde og konstruktionstræ og til den industrielle produktion af alkohol.

Eg og Tsuga blev afbarket for at udvinde barkens garvesyre til garverivirksomheder, mens veddet fandt mange andre anvendelser. Ved overgangen til det tyvende århundrede var stater som fx Pennsylvania omtrent blottet for skov, hvilket betød at skovarealet var reduceret til at udgøre blot 10 % af landarealet. Overudnyttelsen efterlod store mængder hugstaffald på skovbunden, og i løbet af de første år af 1900-tallet raserede en række katastrofale brande, som ødelagde store dele af den tilbageværende skov.

Ud af denne ulykke voksede ege/hickory skovtypen, sådan som den kendes i dag, hvilket skyldes disse arters evne til at overleve og restituere sig efter brand. Herefter blev hugsten reduceret og det nationale Forest Service har opfostret hvad der siden er blevet USAs mest produktive løvskov, som dækker omkring 68 % af Pennsylvanias landareal, og som består af 47 % skov af eg/hickory-typen og tillige indeholder Amerikas største enkeltressource af Glansbladet Hæg, Prunus serotina. Mængden af eg på Alleghany højsletten er eksempelvis vokset fra at udgøre 4,3 % af den stående ressource på tidspunktet før bosættelserne til at udgøre 15,6 % i dag.

Det hele er naturligvis ikke perfekt, for der er problemer med hjortevildtet som truer den naturlige opvækst af eg, men de langtidige udsigter for Rødeg forbliver udmærkede.

Historisk stærk træart

Der lader til at være en særlig beslægtethed mellem menneskene i den tempererede del af den nordlige halvkugle og egen, en art der findes i hele denne region fra Japan og Kina, gennem Rusland og Europa til Nordamerika.

De tre overordnede løvtræarter i de tempererede egne, birk, bøg og eg dominerer løvskovene med birken som pionertræ, der hurtigt etablerer sig på ryddede arealer og bøgen som den endelige klimaksart. Men det er den mægtige eg der har variation og er mest elsket af alle. Historien er uløseligt knyttet til anvendelsen af eg med de tidlige hus- og ladebygninger, egen som materiale i udviklingen af jernbaner og miner under Industrialiseringen og i den senere tid indenfor møbler og snedkerarbejde. Fremfor alt regnes egen for at være den træart i de nordlige tempererede skove der danner fødegrundlag for flest insekter og fugle.

Over hele Europa findes der utallige vidnesbyrd om anvendelsen af eg på franske og tyske slotte fra middelalderen og i gamle engelske katedraler. Men da nybyggerne ankom til Nordamerika stødte de på den største mangfoldighed af egearter. Først og fremmest rødegene, som i dag pryder kalendere over hele verden med billeder af løvets dramatiske røde høstfarver. I dag er rødegene de allermest udbredte blandt løvtræarterne i det østlige Nordamerika.