Sitkagran

Navne

• Dansk:     Sitkagran
• Latinsk:    Picea sitchensis (Bong.) Carriere
• Engelsk:  Sitka spruce
• Tysk:       Sitkafichte
• Fransk:    Épicéa de Sitka

Sitkagranen har fået øgenavnet: Tidselgran, pga. dens stikkende nåle. Navnet sitka har den fået af H.G. von Bongard, professor i St. Petersborg. Sitkagranen voksede i stort tal omkring havnebyen Sitka på Barahof Island i Alaska, der dengang var russisk. Derfor ændrede han navnet fra Picea menziesii til Picea sitchensis.

Geografisk udbredelse

Sitkagrans naturlige udbredelse omfatter stillehavskysten i Nordamerika fra Alaska gennem British Colombia og Washington sydover til Californien. Den blev indført til Europa i 1831 af d. Douglas og den kom til Danmark omkring 1850. Den er altså ikke hjemmehørende i Danmark.

Sitkagrans naturlige udbredelse (Kilde: Vore skovtræarter og deres dyrkning, 1965)

Sitkagran er efter rødgran den mest almindelige nåletræart i Danmark. Bl.a. fordi sitka er hårdfør, forventer man, at den bliver produceret i et lige så stort volumen træ, som rødgran i løbet af en kortere periode.

I Danmarks Skovstatistik fremgår det, at sitkagran dækker ca. 42.000 ha af det danske skovareal (2021). Det svarer til 7 % af skovarealet i Danmark. Langt den største del står i Jylland, særligt i hede- og klitplantager og i Vendsyssel.

Træets udseende

Nåle

Nålene er 1-2½ cm lange. De er meget stive og sylespidse og derfor lette at skelne fra de andre piceaarter (rødgran, serbisk gran, hvidgran). Farven er grøn med et mere eller mindre blåligt til skiffergråt skær. Der er to striber på både oversiden og undersiden af nålen. På oversiden er de lyse, på undersiden er de hvidgrønne.

Bark

På kvistene er barken grubet. Barken er gråbrun. På det unge træ er den glat med få harpiksblærer og tværgående korkporer. Når træet bliver ældre kommer der kantede skæl.

Frugt

Sitkagranens frø er meget små og de sidder i en 5-10 cm lang kogle. Ligesom de andre piceaarter hænger koglen nedad og har løst siddende kogleskæl. Skællene har tandet rand.

Sitka frø er meget små. (Foto: Janne Bavnhøj)

Træets vækst og størrelse

I Amerika kan sitkagran blive op til 90 meter, med en stamme på mellem 2,5 og 5 meter i diameter samt en alder på 300 – 350 år.  Det bliver til knastfriplanker på 10-12 m med 80 cm i bredden.

Her i landet når sitkagran tilnærmelsesvis samme størrelse som rødgran, dvs. en højde på indtil 40 meter og en stammediameter på ca. 1 meter. Men den producerer mere. Alt afhængig af stedet producerer sitkagran 20-50 % mere end rødgran.

De usædvanligt store sitkagraner her står i Pøt Mølle skov. De er 91 år og 45 m høje. (Foto: Søren Fodgaard)

Veddets udseende og struktur

Veddet har silkeglans, og er ikke så lyst som de øvrige picea-granarter.

Dets splint- og kerneved har desuden forskellig kulør: Kerneveddet er mere rødligt end hos rødgran , mens splinten er lys.

Overgangen mellem splint- og kerneved er ikke skarpt afgrænset. Harpikskanalerne i veddet er usædvanlig lange, men meget tynde og fåtallige. Udsvedning af harpiks giver derfor sjældent anledning til problemer.

Træ med brede årringe har i gennemsnit en noget lavere kvalitet end træ med smalle årringe. Træ fra kulturskov (forstligt plejet skov) har typisk bredere årringe, end det retfibrede, smalringede urskovstræ fra Amerika (“virgin wood” i modsætning til “second growth”).

Mulige “fejl” i veddet af sitkagran er: Store knaster, hurtigtvokset (lav massefylde), vanris, revner, snoet vækst, dårlig form, kerneråd og trykved.